Byrådsmedlem målløs efter bizar afslutning på internt møde

Byrådsmedlem i Kerteminde Kristian Hald ved ikke, om han har en fremtid i Socialdemokratiet, efter spørgsmålet om en udelukkelse fra partiet blev udskudt på et ekstraordinært gruppemøde søndag aften.

Der var kun ét punkt på dagsordenen på det ekstraordinære gruppemøde søndag aften i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Kerteminde, nemlig hvorvidt byrådsmedlemmet Kristian Hald skulle ekskluderes af den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Men mødet sluttede uden en udelukkelse af Kristian Hald, og nu vil den socialdemokratiske gruppe række ud til partiorganisationen for at løse situationen. Det viser en udtalelse sendt fra den resterende del af byrådsgruppen, herunder borgmester Kasper Ejsing Olesen.

- Det er ingen hemmelighed at der er samarbejdsvanskeligheder i den socialdemokratiske gruppe. Vi har desværre i gruppen ikke et ens syn på, hvordan fællesskabet står stærkest. Derfor vælger vi at kontakte vores partiorganisation for at få deres hjælp til igen at blive et stærkt socialdemokrati i Kerteminde kommune. 

Udtalelsen er sendt af byrådsmedlem Sebastian Nielsen på vegne af hele den socialdemokratiske byrådsgruppe undtagen Kristian Hald.

- Jeg har ikke yderligere kommentar på nuværende tidspunkt, skriver Sebastian Nielsen.

- Jeg er målløs

Kristian Hald bekræfter i en sms søndag aften over for TV 2 Fyn, at han selv var til stede ved mødet.

- Hvis man vil forsøge at smide mig ud af mit parti, så skal man som minimum kigge mig i øjnene, imens man gør det, skriver han.

Ifølge Kristian Hald skiftede gruppen undervejs i mødet mening om, hvorvidt han skulle smides ud.

- Jeg er helt oprigtigt i tvivl om, hvad det var, jeg var vidne til. Jeg er målløs. Først ønskede de at behandle punktet, så skiftede de mening, og sådan gik det frem og tilbage i mere end en time. De turde ikke træffe en beslutning. Slutteligt begærede jeg punktet til afstemning, så vi kunne komme videre, men efter alverdens søforklaringer og stik imod vores forretningsorden, valgte man at udskyde punktet og indkalde et eksternt mæglingsudvalg fra partiet, skriver Kristian Hald.

Til Kjerteminde Avis uddyber han, at han ikke giver op uden kamp.

Ekskluderingen kommer i kølvandet på en noget turbulent tid for Kristian Hald, da han for få uger siden var i vælten for at have refereret fra et lukket møde, efter han påpegede Alex Haurands (SF) dårlige væremåde i et skriv til Kerteminde Avis.

Og i selvsamme avis rettede han i december også kritik af nuværende og tidligere kommunaldirektør i Nyborg og Kerteminde Tim Jeppesens rolle i forskellige sager. Herunder biogassagen i Kerteminde og en skandale på det sociale område i Nyborg.

Kristian Hald skriver til TV 2 Fyn, at han er personligt ramt af sagen.

- Det er pisse hårdt, det vil jeg slet ikke lægge skjul på. De fleste havde nok taget deres gode tøj og var gået på nuværende tidspunkt. Men jeg bliver så voldsomt ramt på min retfærdighedssans, når en lille skare af lokalpolitikere i Kerteminde Kommune tror, de skal definere, hvilket parti jeg må være en del af.

TV 2 Fyn har søndag aften forsøgt at få en kommentar fra Sebastian Nielsen, men han har foreløbigt ikke svaret på vores henvendelse.

Oversigt

    Oversigt