For et halvt år siden stod Jonas’ kælder færdig – nu har vandet ødelagt det hele

I Munkebo har torsdagens skybrud forårsaget oversvømmelser i kældre rundt omkring i byen. Jonas Rasmussen er en af de uheldige, som er ramt.

Gulv, skabe, børnetøj og tæpper. Skaderne er store i kælderen hos Jonas Rasmussen, som bor i Munkebo.

Han havde ellers lige sat sin kælder i stand. I december stod den færdig, men nu kan han starte forfra, efter et skybrud ramte byen torsdag.

- Kælderen var præcis, som vi ønskede den. Det er ikke sådan, at nu -  hvor vi får muligheden for at lave den igen - at der så er ting, vi vil gøre anderledes. Den var helt, som den skulle være.

Jonas Rasmussen og hans families hjem blev ramt af det slemme skybrud, som kom torsdag eftermiddag og forårsagede store ødelæggelser i både Munkebo og byer tættere på Kerteminde.

I et område vest for Kerteminde og nordpå mod Fyns Hoved faldt der fra torsdag middag og frem til midt på aftenen mellem 50 og 100 millimeter regn. Det skriver DMI på Twitter.

Jonas Rasmussen prøver at tage situationen roligt, selvom vandet har ødelagt en masse.
Jonas Rasmussen prøver at tage situationen roligt, selvom vandet har ødelagt en masse.
Foto: Privatfoto

Torden og lynild

Uvejret startede med at korte Jonas Rasmussens arbejdsdag ned, da han arbejder som murer og sammen med sine kollegaer måtte kravle ned fra stilladset, da det begyndte at lyne.

Klokken 15 kunne han således sættes sig ind i sin bil og vende næsen hjemad.

På hjemturen stod vandet ned i stænger, og på vejen kunne han se, hvad de store mængder regn gjorde ved byen.

Kloakdæksler poppede op fra jorden, og biler stod dækket til langt over forlygterne.

- Jeg kunne ikke lade være med at grine, fordi det så så voldsomt ud.

- Jeg grinte bare ikke mere, da jeg kom hjem, siger Jonas Tornelund Skovhave Rasmussen.

Her kom familiens hund nemlig op fra kælderen med våde poter, og først derefter opdagede Jonas Rasmussen, hvordan det stod til i hans nyistandsatte kælder.

Vandet stod adskillige centimeter højt i hele kælderen.

Gulvtæppet i kælderen er ødelagt, og det er bare en af mange ting, der skal erstattes.
Gulvtæppet i kælderen er ødelagt, og det er bare en af mange ting, der skal erstattes.
Foto: Privatfoto

- Først skovlede vi med spande, derefter lånte vi en vandstøvsuger, og senere hentede jeg sand fra børnenes sandkasse, så jeg kunne dæmme af.

- Skadeservice kom først kvart over ti i går, fordi de havde så travlt, og så kommer de igen klokken 12 i dag, siger han.

Kasserer ting

Familien er begyndt at smide det ødelagte tøj, skabe og gulvtæpper ud, og så ser de frem til, at deres forsikring kan hjælpe.

Nu skal deres kælder genopbygges endnu engang. og familiens sommerferie er derfor skåret ned med to uger, da den skal bruges på at renovere.

Nu skal kælderen igen istandsættes, når forsikringspengene lander.
Nu skal kælderen igen istandsættes, når forsikringspengene lander.
Foto: Privatfoto

Og selvom Jonas Rasmussen kender andre, der også er ramt af oversvømmelse, så er han den eneste på sin vej, der fik vand i kælderen.

- Jeg er jo håndværker, så jeg havde tjekket op på, om der havde været problemer med oversvømmelse, men huset er bygget i 1964, og der har aldrig været vandskade før nu, siger Jonas Rasmussen.

Munkeboeren prøver at tage situationen stille og roligt, for nu er der ikke andet at gøre end at starte arbejdet med at få kælderen tilbage til sin nyrenoverede stand.

Han må bare genopbygge det mistede i huset, som altså blev ramt på grund af sin lave placering 200 meter fra vandet i Munkebo.