Livreddere rykkede otte gange ud til folk i livsfare

Livreddere på de danske strande måtte i uge 28 rykke ud til otte situationer, hvor personer var i livsfare. Blandt andet på Fyn, hvor stærk strøm havde fat i to unge mænd.

Otte gange i sidste uge måtte livreddere på danske strande rykke ud til situationer, hvor de vurderede, at personer var i livsfare.

Alle de involverede overlevede.

Fralandsvind er en af årsagerne til, at folk kommer i problemer, når de bader, forklarer Lasse Serup Jensby, der er driftsleder i TrygFonden Kystlivredning.

- Hvis der er fralandsvind, så lad badedyret ligge på stranden.

- Og hvis du er i tvivl om, hvorfor det gule flag er hejst så gå hen til livreddertårnet og spørg, siger han.

Det gule flag bliver hejst, når der er noget, man skal være opmærksom på.

- Det kan for eksempel være stærk vind, stærk strøm eller mange brandmænd, siger Lasse Serup Jensby.

Det skete blandt andet for to unge mænd i alderen 20-25 år, der måtte hjælpes i land ved Kerteminde Nordstrand. De var svømmet for langt ud og kunne ikke selv komme tilbage til stranden på grund af stærk strøm.

De otte situationer, hvor personer var i livsfare, dækker derudover blandt andet en ældre herre, der blev fanget i stærk strøm, og måtte reddes i land. Efterfølgende modtog han psykisk førstehjælp på Henne Strand.

Forbered strandturen

Hos TrygFonden der driver 38 livreddertårne, der er placeret rundt om på de danske strande, gør man ifølge Lasse Serup Jensby meget for at oplyse om, hvordan man bader sikkert.

Men de badende skal også selv forberede sig på en tur på stranden.

- Man skal kende stranden og forholdene i vandet. Er der stejlt? Er der strøm? Hvis der skal ringes 1-1-2, hvor er det så præcis, man står henne?

- På rigtig mange badestrande er der et redningsnummer, som er en grøn tavle, hvor der er et bogstav efterfulgt af tre tal, som man kan oplyse til alarmcentralen, og så ved de, hvor man er, siger Lasse Serup Jensby.

Ud over de otte aktioner hvor livredderen vurderede, at nogen var i livsfare, måtte livredderne 557 gange udføre almindelige førstehjælpsaktioner.

Almindelige førstehjælpsaktioner dækker over en bred vifte af aktioner, som ikke er livsfarlige, forklarer Lasse Serup Jensby.

- Det kan være alt fra, at vi hjælper en, der er blevet brændt af en brandmand, til at vi behandler en større blødning, siger han.

959 gange udførte de forebyggende aktioner, for at udgå at nogen kom i fare.

Oversigt

    Oversigt