Ung flygtning vader i topkarakterer

Politikerne kappes om at stille krav til indvandrere. Men for nogle flygtninge er det slet ikke nødvendigt. 17-årige Mohammed i Kerteminde flygtede for halvanden år siden fra Syrien. Netop nu går han til eksamen og får topkarakterer i alle fag.

For blot 17 måneder siden ankom Mohammad-Nor Osso til Danmark efter at være flygtet fra Syrien med sine forældre og yngre søskende. Den 17- årige kurder går i dag i 9. klasse på Byskolen i Kerteminde, hvor han gang på gang scorer topkarakterer. Han har netop været til eksamen i samfundsfag. Emnet var Den Danske Grundlov. Og selvom han kun har været i Danmark i godt halvandet år, så har han sat sig grundigt ind i landets øverste lov. Han fik karakteren 12 ved eksamen.

- Det er rigtigt dejligt, og man bliver jo lykkelig, når man får topkarakter i skolen, siger Mohammad-Nor Osso.

Mønstereleven har også fået 10 og 12 i både skriftligt og mundtligt Dansk , samfundsfag og kristendom. Og skoleinspektøren Jesper Bech er begejsret for at have en elev som Mohammed på Byskolen i Kerteminde.

- Han bliver en rollemodel, der viser, at hvis man vil så kan det godt lade sig gøre, siger inspektør Jesper Bech Madsen fra Kerteminde Byskole.

Mohammads far,der var radiolog i Syren, brugte de penge, som han havde sparet til børnenes efteruddannelse, til at flygte til Danmark. Da Mohammed kom til Danmark havde han på grund af krigen i Syrien ikke gået i skole i to år.

- Det var hårdt i starten. Der var mange bogstaver og udtalelser, der var meget mærkelige for mig, siger Mohammed.

Ifølge skoleinspektøren skyldes Mohammads succes både hans egen ambition og vilje, men også lærerne fra især modtagerklasserne har haft en stor betydning.

- Han er videbegærlig, han vil gerne og han kommer fra en familie, der bakker ham op. Men det handler også om at vi nogle lærere som er målrettede og dygtige til at hjælpe de unge, der kommer til landet, siger Jesper Bech Madsen.

Efter sommerferien skal Mohammad starte på Gymnasiet, og hvad han vil efter gymnasiet, er der også fuldstændig styr på.

- Jeg vil gerne læse til enten ingeniør eller tandlæge, lyder det fra den unge kurder.

Oversigt

    Oversigt