Vil rådgive i Kina og Rusland: - Ingen minkavlere bør frygte Putin

Ingen fynske minkavlere vil starte op igen, selvom det er muligt ved årsskiftet. Til gengæld overvejer en tidligere avler nu at rådgive kollegerne i Rusland og Kina.

Kristian Juhl Nielsen vil ikke længere være minkavler på Fyn, men han vil gerne til Rusland.

- Jeg er blevet spurgt om, om jeg ville starte en minkfarm op derovre, og jeg sagde, at det kunne jeg måske godt overveje, for i forhold til den behandling, vi har fået af Mette Frederiksen og hendes regering, så tror jeg ikke, der er nogen minkavlere, der burde frygte Putin, siger Kristian Juhl Nielsen.

Fredag meldte Fødevareministeriet ud, at regeringen vil lade det midlertidige forbud mod minkavl udløbe til nytår.

Det giver tidligere minkavler Kristian Juhl Nielsen mulighed for at starte sin minkfarm i Munkebo op igen, efter at han var nødt til at slå alle sine dyr ihjel i efteråret 2020.

Det har han dog ikke tænkt sig at gøre, og faktisk er minkavl et overstået kapitel på Fyn. 

Her har samtlige af de tidligere minkavlere har nemlig valgt at takke ja til erstatning for deres aflivede mink, og dermed frasagt sig muligheden for at starte op igen.

Vil rådgive kollegaer

Selvom Kristian Juhl Nielsen ikke længere skal avle mink i Munkebo, så er han ikke nødvendigvis færdig med minkbranchen.

- I øjeblikket har vi en situation, hvor kinesiske og russiske investorer i fællesskab er i gang med at få de førende virksomheder inden for pelsbranchen op at stå i Rusland og Kina, fortæller den tidligere minkavler.

Kristian Juhl Nielsen kunne derfor godt forestille sige at kigge ud over de danske grænser, for eksempelvis at blive rådgiver for minkavlere i Rusland og Kina.

- Det de efterspørger nu, der er vores ”know how”. De ved jo godt, hvorfor vi har været verdensførende i årtier, det er jo ikke noget vi er kommet sovende til, siger han.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Statsministeriet, som henviser til Socialdemokratiets politiske ordfører Rasmus Stoklund. Han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Hvis den tidligere minkavler vil bruge sin nedlukningskompensation på at starte en rådgivningsvirksomhed, så skal han dog væbne sig med tålmodighed, for der kan gå lang tid, inden han får de lovede penge.

Oversigt

    Oversigt