Bettina mistede jobbet til corona - nu er hun selvstændig: - I aften serverer vi valgfisk og ikke valgflæsk

Bettina Schibler gik fra at være kok til at være ejer en fiskebutik på Langeland. Mandag delte hun smagsprøver ud på Valgfolkefesten.

Det er første gang, Bettina Schibler sælger sin fisk ude af huset til valgfolkefesten på Langeland.

- Om mandagen holder butikken lukket, og jeg blev tilbudt en stand, det er en god mulighed for at præsentere langelænderne for mine produkter, fortæller Bettina Schibler.

For nu er det hendes egne produkter, hun arbejder med. Men sådan har det ikke altid været. 

quote Min mand kan ikke fordrage fisk

Bettina Schibler, ejer af Rudkøbings Fisk og Røgeri

Bettina Schibler blev fyret som kok 25. marts i år på grund af coronaviruspandemien. Efterfølgende besluttede hun sig for at åbne sin egen fiskebutik - Rudkøbings Fisk og Røgeri - i Rudkøbing på Langeland.

- Jeg har altid været glad for fisk og at lave fiskretter. Da der stod et butikslokale ledig, som jeg kunne overtage, slog jeg til, fortæller Bettina Schibler. 

Med på Valgfolkefesten har hun et stort udvalg af smagsprøver, men det er særligt Bettinas fiskfrikadeller, der ryger hurtigt. 

- Siden jeg åbnede min butik, har jeg aldrig i mit liv lavet så mange fiskefrikadeller. Jeg testsmager dem selv hver dag for at sikre kvaliteten.  

Men selvom Bettina selv er glad for fisk, er det ikke meget fisk, hun serverer derhjemme. 

- Min mand kan ikke fordrage fisk. Jeg kan kun servere en rødspætte for ham.  

Trives med at være sin egen chef 

Bettina Schibler nyder at være sin egen chef, og at kunne komme og gå, som hun vil.  

Men hun lægger ikke skjul på, at hun lægger mange timer i butikken.

- Vi er to ansatte lige nu, men i sommersæsonen var vi oppe at være fem ansatte for at kunne følge med efterspørgslen fra de tyske og danske turister, fortæller Bettina Schibler. 

Selvom sommeren er gået godt, er butiksindehaveren spændt på, hvordan salget kommer til at gå hen over vinteren. 

- Vi har mange gengangere, der handler hos os flere gange om ugen. Men jeg har intet at sammenligne med. 

Sælger kun lokal fisk 

Det er vigtig for Bettina Schibler, at det fisk, hun sælger i sin butik, er fanget lokalt. 

- Jeg får min fisk fra Spodsbjerg Havn. Jeg vil gerne støtte op om lokalt fiskeri. Jeg vil gerne udbrede budskabet, at fisk er lækkert og få flere langelænderne til at spise mere fisk. 

En vælger går forbi Bettina Schiblers stand og spørger, om hun serverer valgflæsk. 

- I aften serverer vi valgfisk og ikke valgflæsk, siger Bettina Schibler med et smil. 

Bettina Schibler.
Bettina Schibler.
Foto: Karen Grønning Mikkelsen

Oversigt

    Oversigt