Fiskere protesterer: Kameraer ombord på kutterne ses som et overgreb

Fiskere fra Bagenkop sejler til protestmøde i Aalborg på fredag. De vil have fiskeriministeren til at stoppe et upopulært lovforslag.

De bruger masser af is i Bagenkop for tiden. Der losses tonsvis af fladfisk og endnu flere torsk, for farvandet nær ved Langeland bugner af fisk.

- Jeg er femtegenerationsfisker på min fars side af familien. Og ingen har nogensinde oplevet en måned som den her, siger fisker og skipper Mads Kølle, mens han med det elektroniske hejsesystem fragter nogle kasser med friskfangede fisk og masser af kølende is ned til kollegerne på kajen i Bagenkop.

Den del af fiskernes hverdag er noget nær perfekt. Med priser på 20 kroner per kilo torsdag er det en god dag, når Mads Kølle og hans besætning har 2.600 kilo torsk med i land. Men noget helt andet nager.

Angst for overvågning

- Vi skal have kamera ombord. De siger godt nok, at det er for at filme fiskene, men vi håndterer dem jo og kommer også med. Forestil dig, at de satte et kamera op på toilettet og så sagde, at det var for at filme toilettet. Men vi skal jo også på det og så bliver vi også filmet, fnyser Mads Kølle.

Det er fiskeriminister Mogens Jensen, (S), der vil lade Danmark gå først og dermed enegang i EU. I et år hvor der ikke må fiskes torsk i Kattegat, fordi bestandene de tidligere år er blevet overfisket, skal der holdes øje med fiskerne. Eller rettere: Med hvor stor bifangst af torsk, der ryger i garnene og dermed ombord, når der for eksempel fiskes efter jomfruhummer. Noget, som Mads Kølle også gør i løbet af året, og derfor rammer påbuddet om kamera ombord også ham.

Friskfangede torsk i tusindvis bliver i denne tid landet på havnen i Bagenkop.
Friskfangede torsk i tusindvis bliver i denne tid landet på havnen i Bagenkop.
Foto: Morten Albek

- Hvis ministeren vil have et kamera i sin ministerbil, så skal jeg også nok tage det her på kutteren, siger Mads Kølle.

Landets fiskere vil dog i første omgang helt prøve at få ideen om kameraerne fjernet. Det sker, når de fredag i denne uge samles til stormøde i Aalborg. Ministeren har meldt sin ankomst. Det samme har mange professionelle fiskere, hvoraf mange sejler til den nordjyske fjordby. 

- Nu tager vi et møde i Aalborg og ser, hvad der sker. Ellers må vi have et møde til, kommer det kampberedt fra Mads Kølle.

En lang dags fiskeri er ved at være ovre. Efter at have været på havet fra klokken 01.00 nærmer tiden sig 20.00 og de sidste kasser med torsk hejses i land.
En lang dags fiskeri er ved at være ovre. Efter at have været på havet fra klokken 01.00 nærmer tiden sig 20.00 og de sidste kasser med torsk hejses i land.
Foto: Morten Albek

 

Oversigt

    Oversigt