Jobfest på Langeland fortsætter: Rudkøbing-firmaer har vinden i ryggen

Nyt regnskab fra Dencam og Denwind i Rudkøbing investerer nu i ny produktionslokaler i Kirkeby.

Der er for alvor gang i vindmøllebranchen på Langeland.

Det afslører det netop offentliggjorte regnskab for 2018 for Denwind og Dencam Composite.

Firmaerne Denwind og Dencam Composite, der for få år siden rykkede teltpælene op fra Nr. Lyndelse og flyttede til Rudkøbing, ansatte sidste år henholdsvis 64 og 42 nye medarbejdere omregnet til heltidsansatte.

Dermed beskæftigede de to firmaer ved udgangen af året tilsammen et par hundrede medarbejdere.

Denwind overfladebehandler vindmøller, mens Dencam Composite fremstiller store komposit-forme og værktøjer til brug i vindmølleindustrien, bilindustrien og den maritime sektor.

Ansættelsen af de mange medarbejdere afspejler, at der er god gang i vindmølleindustrien, og netop det faktum har betydet, at Dencam Composite har investeret i yderligere produktionskapacitet i en produktionshal i Kirkeby på 7300 kvadratmeter.

Dencam Composite gav sidste år et overskud før skat på 15 millioner kroner før skat - en forbedring på 3,5 millioner kroner.

Søstervirksomheden Denwind tjente 18 millioner kroner før skat - en tilbagegang på fire millioner kroner.

Egenkapitalen i selskabet er på 201 millioner kroner.

Denwind og Dencam Composite er ejet af Steen Lorentz Johan Hansen - bosiddende i Vedbæk

Oversigt

    Oversigt