Minister afviste sydfynsk færgeforbindelse: - Det giver jeg ikke meget for

Transportminister Benny Engelbrecht afviste det sydfynske projekt med en fremskudt færgehavn. Borgmestre og ordførere forstår ikke argumentet.

Da regeringen onsdag præsenterede sit udspil til en kommende infrastrukturplan, var en fremskud færgehavn i Tårs, der skal forkorte sejltiden mellem Langeland og Lolland, ikke nævnt. 

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht fordi projektet ikke er muligt at realisere.

Og det var til stor ærgrelse for Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), der i flere år har arbejdet for netop det projekt.

- Jeg er godt nok skuffet over, at han bruger det argument. Det holder jo ingen steder, siger Tonni Hansen.

Benny Engelbrecht sagde torsdag til TV 2 Fyn:

- De undersøgelser, der foreløbig er lavet, peger på, at det ikke kan lade sig gøre selv. Altså dels på grund af miljøudfordringer, men også fordi, det i givet fald ville skabe en usikker havn, som man ikke ville kunne lægge til i en lang række vejrmæssige omstændigheder, forklarer ministeren. 

Men den forklaring holder ikke, mener den sydfynske borgmester.

- I Danmark bygger vi Storebæltsbroer, vi bygger broer til Sverige, vi bygger en metro under København. Så har vi altså ingeniører, der godt kan finde ud af at lave en fremskudt færgehavn i Tårs. Det giver jeg ikke meget for, fortæller Tonni Hansen. 

Her er de fynske projekter

Undersøgelsen, som transportministeren henviser til, er fra 2018. Og ifølge Tonni Hansen er det med til at understrege, at der skal penge fra staten til at undersøge, hvordan en fremskudt færgehavn lan laves sikkert og miljømæssigt forsvarligt. 

Medmindre nogen har en ny idé til, hvordan en fremskudt færgehavn skal laves forsvarligt, så skal man ikke forvente, at pengene bliver sat af til det.

- Mig bekendt - på det tidspunkt, hvor vi lavede den her plan - var der ikke nogen, der foreslog noget, som ikke indebar alvorlige risici, der også indebar store miljøudfordringer. Og så er det jo ikke anderledes, end at hvis det så er der er nogen, der har en ny idé, så må de jo bringe den frem, siger Benny Engelbrecht til TV 2 Fyn.

- Vi vil tættere på det fynske

Selvom udsigterne til en kortere sejltid over Langelandsbæltet ikke ligger lige for, så fortsætter arbejdet med at få projektet med til infrastrukturforhandlingerne. 

Ikke kun fra Langelands side, men også fra borgmesteren i Lolland Kommune. En bedre sammenhæng mellem sydhavsøerne er nemlig vigtig, lyder argumentet. 

- Vi vil gerne tættere på det fynske, og det fynske vil gerne tættere på os. Vi har ikke noget samarbejde, hverken på arbejdsmarked eller uddannelse. Det vil det skabe med en hurtigere forbindelse, og derfor er vi jo rigtig meget interesserede i at blive bragt tættere sammen, siger Holger Schou Rasmussen, der er borgmester i Lolland Kommune (S).

Også fra Christiansborg er der fokus på forbindelsen mellem det sydfynske, Lolland og Falster. Både Venstre og SF vil tage projektet med til forhandlingerne. De kan ligesom Langelands borgmester heller ikke forstå ministerens argument om, at en fremskudt færgehavn ikke kan lade sig gøre.

- Selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvor der er vilje, er der vej, og det er jo en ingeniørteknisk opgave at få det til at ske. Vi ser i Venstre et stort potentiale i Rute 9 ned over Tåsinge, Langeland og Spodsbjerg-Tårs og videre til Lolland og Femern forbindelsen. Og derfor skal vi have en forundersøgelse i gang på, hvordan vi får det her til at ske, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Jeg vil sige, at jeg forholder mig ret kritisk til ministerens udtalelser. Det er jo sådan, at vi har lavet masser af infrastruktur, både broer og motorveje, som har haft både miljømæssige og tekniske udfordringer. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at overkomme dem, og det har vi i SF. Det kan vi så konstatere, at ministeren ikke har, siger Anne Valentina Berthelsen, der er SF's transportordfører.

En fremskudt færgehavn i Tårs vil ifølge planen reducerer overfarten med færgen fra 45 til 22 minutter.

Se hele indslaget om den fremskudte færgehavn.
Fotograf: Fotograf: Morten Albek Redigering: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt