Kæmpe drama: Venstre-top trækker sig efter ballade om episode til havnefest

Både formand og næstformand i Venstre Langeland trækker sig. Det viser en intern mail.

Den seneste tids uro omkring Venstre på Langeland har nu fået både partiets formand og næstformand på Langeland til at gå af. 

Det sker blot under et døgn efter at både formand og næstformand udtrykte tillid og opbakning til partiets borgmesterkandidat Ulrik Kølle Hansen efter han har været hovedperson i partiets interne stridigheder.

Venstre-toppens afgang fremgår af en intern mail, som TV 2 Fyn er i besiddelse af.

I mailen skriver formand Louise Bechmann blandt andet:

”Jeg er ikke gået ind i dette arbejde i bestyrelsen for at skulle hænges ud i pressen og af andre i partiet. Jeg har efter bedste evne forsøgt at sikre en ordentlig tone og at alle blev hørt. Efter mange overvejelser må jeg derfor meddele, at jeg trækker mig som formand og dermed også fra bestyrelsen.”

Ballade fra havnefest

Af mailen fremgår det, at der er indkaldt til en ekstraordinært generalforsamling den 14. maj i Borgerhuset i Rudkøbing, hvor der skal vælges en ny formand og næstformand.

Det sker på bagkant af længere tids uro i partiet. Først trak fire ud af fem kommunalbestyrelsesmedlemmer sig fra partiet, efter det stod klart, at Ulrik Kølle Hansen blev valgt som partiets borgmesterkandidat til det forestående kommunalvalg.

Siden kunne TV 2 Fyn afsløre, at de fire personers udmeldelse af partiet skete på baggrund af en episode til havnefesten i Bagenkop sidste sommer, hvor Ulrik Kølle Hansen overfusede og truede en kvindelig vagt med tæsk.

De fire tidligere Venstre-medlemmer Karina Jørgensen, Peder Hansen, Jesper Skovhus og Brian Dalsgaard har alle bekræftet over TV 2 Fyn, at deres beslutning hang sammen med episoden til havnefesten.

Også næstformand Bjarne Nielsen forklarer i mailen sin afgang.

"Jeg ser mig desværre nødsaget til at trække mig fra bestyrelsen i Langeland Venstre. Jeg opstiller heller ikke til det kommende kommunalvalg. Jeg er meget ked af den uro, som florerer i Langelands Venstre i øjeblikket," skriver han blandt andet.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra både Bjarne Nielsen og Louise Bechmann. Ingen af dem er indtil nu vendt tilbage på vores henvendelse. 

Oversigt

    Oversigt