Claus er håndboldtræner for særlig gruppe børn - men spørger aldrig til deres diagnose
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
På håndboldholdet spørger de ikke om handicappet. Alle er bare velkomne. Blandt andet derfor er det lykkes trænerne at skabe et energisk og givende idrætsfællesskab.
Hallen på Kirkevej 13 i Brenderup fyldes gradvist af bolde, der banker i gulvet. Samtidig kører samtalerne uafbrudt mellem de cirka 25 fremmødte børn, inden træner Claus Fly fløjter i gang 16:30. Den ugentlige håndboldtræning skal til at starte for Brenderup Lykke Kidz.
- Jeg synes, det er dejligt at spille, fortæller Adam Brinch Christensen med sin grønne håndbold dansede mellem hænderne.
Håndboldholdet er ikke som de andre. Brenderup Lykke Kidz er en del af konceptet Lykkeliga, der i dag råder over 1200 medlemmer på landsplan - og hele syv hold på Fyn.
Det er et idrætstilbud til børn og unge med specielle behov. Igennem rummelighed og accept af netop forskellige behov bryder de med statistikkerne. Her har mange handicappede børn og unge netop fundet deres vej ind i foreningsidrætten.
- Det er sjovt at være med, siger Magnus Wermuth Ostenfeldt i køen til at få lov at skyde på mål.
Selvom Lykkeliga har knækket koden til at skabe et foreningstilbud til denne gruppe, så har vejen dertil formentlig ikke været nem for børnene.
For i TV 2 Fyns rundspørge blandt 43 fynske familier, der har et barn med handicap, svarer hele 94 procent af de foreningsaktive, at de er enige i, at det er svært at være barn/ung med handicap og finde et idrætshold i en forening.
De primære grunde lyder på manglende lokale foreninger, manglende ekstra hjælp ved deltagelse og manglende rummelighed fra trænerne.
Et anderledes take på fællesskabet
I spidsen for træningen står Claus Fly. Selvom det ville være oplagt, at han har en faglig baggrund, der begrunder arbejdet med børn med særlige behov, så er det langt fra tilfældet. Han er derimod uddannet ingeniør.
- Det, at man har lyst til at lege bold sammen med andre, er egentlig kvalifikation nok til det. Og det at acceptere, at der er forskellige behov og niveauer gør en stor forskel, fortæller han.
Med den frivillige trænergerning følger også mange timers arbejde omkring Brenderup Lykke Kidz.
Foruden den ugentlige træning er der stævner i weekenden. Og de kan ligge i alle dele af landet, hvilket betyder mange timer i den frivillige sags tjeneste. Claus Flys primære grund til at være træner, er, at arbejdet med børnene på håndboldbanen er sjovt. Og så gør han det for at skabe et idrætsfællesskab for de børn, der i forvejen er udfordret af deres særlige behov eller handicap.
Og han ved præcis, hvorfor succesen og opbakningen til specialholdet er så stor:
- Det er fordi, vi træner som håndboldtrænere – og ikke træner med fokus på deres diagnoser. Så vi er ikke pædagoger, men forsøger at lave noget, der ligner håndboldtræning.
Han og de andre trænere har fokus på at skabe et rum, hvor man ikke bliver behandlet efter sit handicap. Derfor spørger de heller ikke til hvilke diagnoser, man har, når man starter hos Brenderup Lykke Kidz.
En gevinst i familien
- Det kan være med til at være et kæmpe frirum for rigtig mange. Og så kan det også være med til at skabe en følelse af, at man hører til, og man er god nok, når man ligesom er sammen med nogen, der deler den samme interesse, fastslår Mie Maar Andersen.
Hun er konsulent ved Videnscenter om handicap og har i flere år undersøgt netop problemstillingen omkring børn og unge med handicap, der står uden for foreningsidrætten.
At spillerne på holdet får en succesfølelse af at være med, skriver flere af de fremmødte forældre under på. Morten Thaisen er far til Mathilde Thaisen, der er startet på holdet.
Han er oftest med til den ugentlige træning for at opleve, hvordan hans datter lyser op i idrætsfællesskabet:
- Pludselig får vores barn mulighed for at kunne deltage i noget, og vi kan virkelig se på hende, at hun er stolt og glad.
6-årige Dicte må ikke være med til sport, fordi hun har ”dumme drilleøjne”
Dicte Sander Søgren er lige så energisk og livlig som mange andre seksårige. Hun ser bare meget dårligere end de fleste. Hendes handicap gør, at forældrene har svært ved at finde en idrætsforening til hende.
Legetøjet flyder rundt på gulvet i hjemmet i Nyborg. Primært dukker og dyr i alle former og farver. I samarbejde med mor og far er Dicte Sander Søgren ved at klæde dukkerne på i fine kjoler. Noget, som de ofte gør. For legen i hjemmet er blevet en af Dictes primære fritidsaktiviteter, når hun har fri fra specialskolen Rævebakkeskolen i Nyborg.
- Hun ville have godt af at få nogle flere venner, siger Troels Sander Søgren, der er far til Dicte.
6-årige Dicte ser ud og opfører sig som langt de fleste jævnaldrende. Men modsat andre er hun næsten blind. På venstre øje har hun tunnelsyn på under fem grader – og på højre ser hun kun lys og skygger. Det fysiske handicap gør, at det næsten er umuligt for forældrene, Mathilde Sander Søgren og Troels Sander Søgren, at finde en idrætsforening, der kan rumme Dicte.
- Vi har prøvet rideklubber, og hun har gået til håndbold, men hun kunne ikke se bolden. Og så har vi prøvet svømning, fortsætter Troels Sander Søgren.
Uligheden i foreningsidrætten for børn og unge med handicap er et emne, vi på TV 2 Fyn sætter fokus på den kommende uge under titlen Hvorfor er der ikke plads til mig?.
Et af mange ansigter
Mange børn og unge med fysisk eller psykisk handicap står uden for foreningsidrætten. Tal fra specialsport.dk viser, at kun 15 procent af specialskolebørn - hvor langt størstedelen har et eller flere handicap – dyrker idræt i en forening. Og kun 34 procent af denne gruppe har i løbet af deres liv forsøgt sig i en idrætsforening. Til sammenligning dyrker omkring 80 procent af danske børn og unge idræt i en forening i dag. Og hele 90 procent har prøvet det.
Det er præcis den tendens, der frustrerer Mathilde Sander Søgren.
- Det er et kæmpe nederlag for Dicte, for hun kender ikke til andet. Hun er født sådan her. Hun vil gerne alt det, de andre gerne vil, og det de andre kan. Og så altid at få at vide, at det er der ikke mulighed for – og hele tiden som forældre at skulle snige sig uden om og fortælle hende, at det er fordi, hun har det med øjnene.
Forældreparret har flere gange fået at vide, at de lokale foreninger i Nyborg ikke kan rumme deres datter og hendes behov eller har kompetencerne til at inkludere børn som Dicte.
En rideklub ville for eksempel ikke "tage ansvar" for, at Dicte omgik heste.
Forældrene skåner Dicte for nederlagene ved at undlade at fortælle hende om afvisningerne. For de sætter sine spor.
- Hun bliver ked af det og frustreret og siger, at hun ikke vil have sine dumme drilleøjne.
En ulige kamp
Det er umuligt at opgøre, præcis hvor mange børn og unge med handicap, der står uden for foreningsidrætten, da man ikke sætter denne samfundsgruppe i boks. Men utallige rapporter og undersøgelser slår problemet fast.
Eksempelvis har Aalborg Universitet spurgt 1.158 forældre til børn og unge med handicap om deres børns motionsvaner. Her var hvert femte barn slet ikke aktiv i deres hverdag. Hverken med motion i fritiden eller i foreninger. Og hos andelen af aktive, foregik idrætten oftest alene. Barriererne i foreningsidrætten handlede primært om manglende menneskelig hjælp og viden hos trænerne til at inkludere.
Og netop et af de ansigter, der løber panden mod muren, er 6-årige Dicte Sander Søgren i Nyborg. For på trods af at landets største idrætsorganisationer, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI påstår, at foreningsidrætten er for alle, så er det ifølge Dicte Sander Søgrens forældre langt fra virkeligheden:
- Jeg synes, det er svært at acceptere, at bare fordi min datter ikke kan se ligesom alle andre børn, så skal hun ikke have lov at dyrke sport, når hun gerne vil, siger Troels Sander Søgren.
Mie Maar Andersen er konsulent ved Videnscenter om Handicap og har undersøgt netop dette område i mange år. Hun pointerer, hvordan den manglende inklusion potentielt kan påvirke barnet:
- Når man føler sig udenfor, så er det klart, at det kan skærpe følelsen af ensomhed – men ikke mindst medvirke til følelsen af, at man ikke passer ind, at man er forkert som menneske, når man ikke er en del af det, som alle andre er en del af.
For ti år siden satte Trine Ravn sig for at løse problematikken, at børn og unge med handicap har svært ved at være en del af idrætsforeningerne. Her stiftede hun specialsport.dk, der skal få børn på specialskoler ud i foreningsidrætten. Og hun peger på, hvor udfordringen især ligger:
- Der er en rigtig stor ulighed i forhold til, at vi som samfund slet ikke har haft opmærksomhed på, at alle børn og unge med handicap kan blive en del af et foreningsliv. De fleste gange kigger de almene omgivelser på et barn og tænker ’’der er også så meget handicap, at det ikke kan lade sig gøre’’, men det passer ikke – det handler bare om, at det skal være den rigtige ramme.
- Der, hvor den virkelige udfordring er, det er, at vi som forældre og personale omkring børnene ikke ser mulighederne ude i foreningslivet – at vi ikke ved, hvor de rigtige tilbud er henne. At der ikke er nogen, der matcher børnene rigtigt.
Men på trods af indsatserne har uligheden og eksklusionen for børn og unge med handicap været konstant i mange år. Alligevel giver Mathilde Sander Søgren og Troels Sander Søgren i Nyborg ikke op:
- Dicte skal leve i de seendes verden, og derfor må de seende også lave nogle rammer, hun kan være i.
Samtidig bekræfter han også, hvordan Mathilde tidligere har stået uden for foreningsidrætten. Og de har som familie kæmpet med at finde et tilbud, der kan rumme hende og hendes handicap.
- Specielt i forhold til søskende, som altid har gået til sportsgrene. Der har aldrig været for hende – og pludselig er der kommet et tilbud til hende. Det er fantastisk.
