Historisk EM-kvalifikation i hus: Volleyball-landshold triumferede i Middelfart

Der blev skrevet vollyball-historie i en hal i Middelfart lørdag.

Der var meget på spil i Lillebæltshallerne i Middelfart lørdag aften, hvor det unge herrelandshold i volleyball kunne kvalificere sig til EM.

Heldigvis holdte herrerne hovedet koldt, og for første gang i dansk sportshistorie har det danske volleyball-landshold spillet sig til en EM-kvalifikation.

Volleyballherrerne hev nemlig en 3-0 sejr hjem over modstanderen fra Aserbajdsjan.

- Vi er naturligvis enormt stolte af resultatet og den måde spillerne har udviklet sig på kamp efter kamp, siger landstræner Kristian Knudsen i en pressemeddelelse udsendt af Volleyball Danmark.

- Det har været det ultimative mål og en kæmpe ’gulerod’ for de her gutter. Så at den nu er i hus, er en kæmpe forløsning til stor glæde for alle der elsker volleyball i Danmark, uddyber træneren.

Relativ selvsikker

Landsholdet ender med tre point på en solid andenplads i sin kvalifikationspulje, hvilket altså er nok til at få herrerne med til EM i 2023.

Det var dog også en relativ selvsikker træner, som TV 2 Fyn snakkede med lørdag før kampen.

- Lad mig sige det sådan, at normalt er det en overkommelig modstander, sagde træneren om Aserbajdsjan og tilføjede:

- Men når omstændighederne er, som de er, så bliver det måske en sværere modstander, end det reelt er.

Det blev det dog ikke, og nu kan man med sikkerhed sige, at der er skrevet historie i Lillebæltshallerne i Middelfart, som fungerer som landholdets hjemmebane.

Oversigt

    Oversigt