Cykelhandler fik en idé - udlejer nu udstyr til vandglade campister

SUP eller "stand up paddleboarding" er kommet for at blive. I et nyt samarbejde mellem Fri Bikeshop Odense og Destination Fyn bliver paddleboards udlejet til campingpladser.

- Her i højsæson hvor vi har fyldte pladser, der er de faktisk udlejet hele tiden, fortæller Kim Petersen der er regionschef for First Camp Denmark i Bogense.

I et nyt samarbejde mellem Fri Bikeshop Odense og Destination Fyn, kan fynske campingpladser udleje paddleboards til campister, og det har vist sig at være en god forretning.

- Vi kan allerede se nu, hvor sæsonen er gået i gang, at der er rigtig mange, der gerne vil prøve SUP. Alle de cykelturister og vandrere, vi har i forvejen, det er aktive folk, og de vil faktisk gerne noget mere end bare vandre og cykle, fortæller Mette Mathiasen, Forretningsudvikler ved Destination Fyn.

- Nu har vi så endnu et tilbud her på Fyn, der gør, at vi enten kan tiltrække flere turister, eller få dem vi har til at blive lidt længere eller komme igen, fordi de ikke synes, de har oplevet det hele.

Har været efterspurgt i flere år

Og selvom det er nyt, at man kan leje paddleboards på flere fynske campingpladser, så er efterspørgslen altså ikke en nyhed.

- Det har faktisk været efterspurgt i flere år, fortæller Kim Petersen, der nu glæder sig over, at udlejningen går så godt.

Bagmanden bag ideen om udlejning af SUP-boards er Ulrik Drudgaard fra Fri Bikeshop Odense, og han har indtil videre investeret i en flåde på 42 boards og tilhørende padler, samt 50 veste og mere end 100 våddragter og støvler.

-  Jeg tror bare, han synes det var sjovt, fortæller Benedikte Drudgaard, hvis far står bag forretningsideen med udlejning af paddleboards til campingpladser.

- Han ved, at der er flere og flere, der synes det er interessant. Og så tænkte han, at han ville tage chancen, inden der var en masse, der kunne tilbyde det samme.

Altid behov for noget nyt

Det lader til, at SUP er kommet for at blive, i hvert fald hvis man ser på interessen for sporten.

-  Det er typisk lige så snart solen skinner, så kommer der nogle og udlejer dem, fortæller Kim Petersen.

Ifølge ham, er muligheden for SUP oplagt på nogle af de destinationer, som det nye samarbejde dækker over.

- Og så er der altid behov for noget nyt, så det er super dejligt at kunne tilbyde, fortæller Kim Petersen.


Oversigt

    Oversigt