DF undrer sig over placering af sprognævn

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, undrer sig over regeringens beslutning om at flytte Dansk Sprognævn fra Frederiksberg til Bogense. Nyborg ville være bedre, mener han.

Alex Ahrendtsen ville foretrække, at Dansk Sprognævn blev placeret i Nyborg, mens Bogense fik Lokale- og Anlægsfonden i en byttehandel.

- Hvis regeringen havde rådført sig med mig, havde jeg sagt til dem, at det er fint, at I flytter de her ting ud, siger Ahrendtsen.

quote  De kunne pendle til Nyborg, indtil man havde fået etableret det samarbejde, der skal ske med universitetet i Odense

Alex Ahrendtsen, kulturordfører, (DF)

- Men det havde nok været smart, hvis I flyttede Lokale- og Anlægsfonden til Bogense. Og så flyttede sprognævnet til Nyborg. Altså simpelthen lavede "en bytter".

- Sprognævnet er virkelig for meget højt specialiserede sprogfolk. De kunne pendle til Nyborg, indtil man havde fået etableret det samarbejde, der skal ske med universitetet i Odense.

Ahrendtsen har vendt sagen med kulturminister Mette Bock (LA). Og regeringens beslutning ligger fast, fortæller han.

- Der er ikke noget at gøre overhovedet. Jeg kan egentlig godt forstå rationalet. For hvis man først begynder at ændre et sted, vil man jo åbne Pandoras æske, siger Alex Ahrendtsen.

En række fremtrædende sprogfolk advarer mod flytningen. Den udgør en fare for nævnets fremtidige virke, lyder advarslen i et brev til Folketingets kulturudvalg.

Ritzau har forsøgt at finde ud af, hvorfor det netop er den nordvestfynske købstad, der er blevet udset til at huse Dansk Sprognævn.

Men en aktindsigt i Kulturministeriets beslutningsgrundlag viser, at det eneste skriftlige materiale, ministeriet ligger inde med om sagen, er en A4-side med rent faktuelle oplysninger såsom nævnets adresse og antal medarbejdere.

Oversigt

    Oversigt