Fynsk vognmand: Opsigtsvækkende sag om kørsel med svin skader hele branchen

Sagen om en række vognmænds mange overtrædelser af regler for transport af svin kan påvirke hele branchen og muligheden for at tiltrække dygtige chauffører, frygter fynsk vognmandskollega.

En fynsk vognmand er tiltalt for at have transporteret levende dyr i for lang tid 433 gange i en periode på mindre end et år. Han er en af i alt 11 vognmænd, som er tiltalt i et 262 sider langt anklageskrift. 

Det er ikke kun en ærgerlig sag, men også en der skader hele vognmandsbranchen og muligheden for at tiltrække dygtige chauffører i fremtiden, mener ejer af vognmandsfirmaet Grisetransport Fyn, Erik Rasmussen.

- Dårlige sager og dårlig omtale gør, at hele branchen har svært ved at skaffe den fornødne arbejdskraft, siger han. 

Erik Rasmussen oplever selv, hvordan det er bliver sværere og sværere at skaffe de rigtige chauffører. Blandt andet fordi der er særlige krav til kørsel med levende dyr. 

- Det er dit fulde ansvar kun at medtage dyr, der er transportegnede. Desuden kører man i Danmark slagtesvin i tre etager, hvilket betyder, at tyngdepunktet kommer meget højt op, og det stiller store krav til dine køreegenskaber, nævner Erik Rasmussen som et par eksempler. 

- Regler er rimelige

quote Man vil jo gerne have et job, som har et positivt image. Man vil gerne sikre, at når man møder sine venner og bekendte, kan man med glæde fortælle om sit job. Det er måske svært altid at gøre det, når man hele tiden bliver mindet om, hvad det er, at andre gør.

Erik Rasmussen, vognmand

Den fynske vognmand, der er tiltalt for blandt andet at have holdt 600 grise indespærret i vognen i 40 timer og 40 minutter under en kørsel fra Danmark til det nordlige Kroatien, har kørt de mange ture på tværs af landegrænser i EU.

I modsætning opererer Erik Rasmussens vognmandsfirma kun inden for landets grænser. 

Han mener, at transportreglerne i både EU og Danmark er strikse, men rimelige. For eksempel må grise ikke transporteres i lægere tid end otte timer ad gangen i Danmark og ikke være længere end 24 timer under transport i EU. 

- Jeg har det sådan set fint, at reglerne er, som de er med de her otte timer. Det kan godt lade sig gøre internt i Danmark, fordi Danmark ikke er et større land. Det har også noget med dyrenes velbefindende at gøre at sørge for, de ikke skal transporteres lægere end højst nødvendigt, siger Erik Rasmussen. 

Han peger på, at særlig planlægning spiller en vigtig rolle, når grise skal fragtes langt: 

- Med grise, der skal fragtes langt, skal vi være rigtig dygtige i planlægningsfasen for at sikre, at der ikke sker noget undervejs.

Image er afgørende

Erik Rasmussen er ærgerlig over, at enkelte sager kan være med til at tegne billedet af en hel branche. Selv har han fokus på dyrevelfærd, når han fire gange om året afholder chaufførmøder. 

DET SIGER LOVEN OM TRANSPORT AF SVIN

- Det er sådan i dag, at hvis der er det mindste galt, når vi indleverer en gris på slagteriet, så får vi en indrapportering fra myndighederne. Alle de indberetninger vender jeg med chaufførerne, siger han. 

- Man vil jo gerne have et job, som har et positivt image. Man vil gerne sikre, at når man møder sine venner og bekendte, kan man med glæde fortælle om sit job. Det er måske svært altid at gøre det, når man hele tiden bliver mindet om, hvad det er, at andre gør.

Oversigt

    Oversigt