Ingen konkrete planer om rutefly fra Odense

Du får ikke i den nærmeste fremtid mulighed for at flyve til London eller Barcelona med fly fra Odense - men på længere sigt kan det godt blive muligt.

Drømmer du om at kunne flyve til europæiske storbyer som London og Barcelona fra lufthavnen i Odense, bliver du slemt skuffet. Der er fortsat ingen konkrete planer om rutefly fra Odense. 

I 2017 fik lufthavnen Hans Okholm Vejrup som ny direktør, og i den forbindelse meldte han ud, at det skulle være muligt at flyve med rutefly til europæiske storbyer.

Lufthavnen, der officielt hedder Hans Christian Andersen Airport, har dog fortsat på længere sigt drømme om at kunne tilbyde rutefly fra Odense. Det oplyser lufthavnen til TV 2 Fyn.

- Det er fortsat ambitionen, at der på et tidspunkt flyves rute til og fra Hans Christian Andersen Airport, siger Hans Okholm Vejrup.

Rettelse
Af denne artikel fremgik det tidligere, at lufthavnen i Odense helt har droppet planerne om rutefly. Det er ikke korrekt. Ifølge lufthavnen er det fortsat planen - på længere sigt. Der er dog ingen konkrete planer om rutefly, når pandemien er overstået.


Lufthavnens historie

Satser på droner

Der har i årtier været charterfly fra Odense til et udvalg af feriedestinationer i Sydeuropa. Der har dog ikke været rutefly, siden Storebæltsforbindelsen blev indviet i 1998. Dengang kunne man blandt andet flyve mellem Odense og København. 

I 2000 var der igen planer om rutefly mellem Odense til London, men de blev også droppet.

- At lykkes med ruteforbindelser ud i Europa kræver en meget stor indsats, der dels indebærer store investeringer i tiltrækning af luftfartsselskaber og dels mange års tæt dialog med branchen. Med en lille lufthavn som vores, hvor vi også har fokus på andre store og ressourcekrævende indsatsområder, handler det om prioriteringer, forklarer lufthavnsdirektøren. 

- Drømmen er helt sikkert at kunne tilbyde de fynske rejsende ruteforbindelser til europæiske storbyer, men udover rutefly gør vi her i lufthavnen også en kæmpe indsats for at tiltrække charterfly og udbygge vores dronetestcenter, forklarer han.

Fly og droner side om side

I stedet for at satse på rutefly vil Hans Christian Andersen Airport, der blev opkaldt efter den fynske eventyrforfatter for at blive mere kendt i verden, satse på ubemandede luftfartøjer. 

- Ambitionen er at opbygge et økosystem omkring droner med arbejdspladser, forskning og uddannelse i lufthavnen. Vi er allerede godt på vej sammen med blandt andre SDU og andre aktører inden for dronebranchen og den omkringliggende industri. Den skærpede droneindsats bliver ikke på bekostning af bemandet trafik i lufthavnen, da bemandet og ubemandet luftfart inden for overskuelig fremtid kommer til at flyve side om side, siger Hans Okholm Vejrup.  

Lufthavnen har i det seneste årti intensiveret arbejdet med at blive et af Europas førende drone-testcentre.