Streetart i Søndersø: - Det er kunst i stedet for den øjenbæ, bygningen var før

Søndersø har været udfordret af tomme lokaler og grimme facader, men det vil kommunen lave om på med streetart.

Hvis man går en tur gennem Søndersø, vil man formentlig få øje på noget helt nyt i bybilledet. 

Siden onsdag har kunstneren Freddy Le Clean nemlig arbejdet på hovedstrøgets facader, hvor man nu blandt andet kan støde på en stor svane på en af endevæggene.

- Mange byer er ved at gå i forfald. Det er fyldt med huller, hvor der ikke sker noget. Det her kan være med til at lukke for noget af det her forfald. Det er enormt vigtigt, fordi det giver en idé om håb og noget skønt at kigge på, siger kunstneren selv med det færdige resultat i baggrunden.

Den såkaldte streetart er desuden hjulpet på vej af elever fra billedskolen i byen.

Mere liv i byen

Nordfyns Kommune fik mulighed for at søge midler i Slots- og Kulturstyrelsen, som gav dem 150.000 kroner til forskønnelse af bybilledet.

quote Så det at få naturen ind i bybilledet i stedet for at se på den øjenbæ, som bygningen var før, er fedt. Og hvem ved om de lige skal ned og se svanen, når de får gæster på besøg

Freddy Le Clean, arkitekt og billedkunstner

- Det er jo en drøm at gøre Søndersø til et endnu smukkere sted. Byen er lidt udfordret på tomme lokaler, og vil vil gerne have mere liv i byen. Nu står det flot med farver, som går igen på husene ved siden af, og som passer ind i temaet, som kommunen brander sig på, nemlig friluft og liv, forklarer formand for Erhverv-, kultur- og fritidsudvalget i Nordfyns Kommune, Mette Holm.

Det er Freddy Le Clean, der står bag street art-udsmykningen i Søndersø sammen med makkeren Jens og børn fra byens billedskole.
Det er Freddy Le Clean, der står bag street art-udsmykningen i Søndersø sammen med makkeren Jens og børn fra byens billedskole.
Foto: August Sandberg

Meget symbolsk er der en grim ælling i bunden af vægmaleriet, som bliver til en smuk svane, ligesom streetart-værkerne skal forskønne byen. Og det skal forhåbentligt give pote at have prioriteret bybilledet.

- Jeg håber, at de (borgerne, red.) får en oplevelse. Man siger jo, at grønt er godt for hjertet, og det er både godt, når man spiser og ser det. Så det at få naturen ind i bybilledet i stedet for at se på den øjenbæ, som bygningen var før, er fedt. Og hvem ved om de lige skal ned og se svanen, når de får gæster på besøg, siger Freddy Le Clean.

Grafitti eller kunst

Freddy Le Clean er arkitekt og billedkunstner, men startede i sin tid med at lave grafitti på lovlige vægge.

- Lige så snart det er spraymaling, så bliver det set som grafitti. Men det er streetart, siger han og bliver bakket op af Mette Holm:

- Det er ikke bare grafitti. Det er forfinet grafitti. Det er en blanding af grafitti og vægmaleri - det bedste fra begge steder, som giver det her smukke udtryk Det er nemlig streetart.

Nu håber både kunstner og udvalgsformand, at den store svane og de andre vægmalerier kan give nysgerrighed.

Vægmalerierne er ikke bare grafitti, mener både Freddy Le Clean og Mette Holm.
Vægmalerierne er ikke bare grafitti, mener både Freddy Le Clean og Mette Holm.
Foto: August Sandberg

- De skal blive nysgerrige på, hvad man kan se i Søndersø. Man skal få lyst til at gøre noget og måske skabe noget, der kan gøre Søndersø endnu flottere. Og på lang sigt vil det være fedt med flere af den slags husudsmykninger, siger Mette Holm, der desuden håber, at folk bliver inspireret til selv at finde på sjove idéer. 

Noget kunstneren er enig i.

- Jeg håber jo, at Søndersø i fremtiden kan få lokale kunstnere til at udsmykke byen, fastslår Freddy Le Clean.

Oversigt

    Oversigt