Tre mænd varetægtsfængslet for større skunkproduktion

Anholdelsen af de tre mand skete torsdag formiddag.

Tre mænd er torsdag blevet varetægsfængslet for produktion af skunk på Fyn. 

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse. 

Mændene blev anholdt på en ejendom ved Søndersø på Nordfyn, hvor der ifølge Fyns Politi foregik en større produktion af skunk med henblik på videresalg.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 30 og 40 år med udenlandsk statsborgerskab. De blev begge anholdt klokken 9.12.

Få minutter senere klokken 9.55 blev også en 44-årige dansker anholdt. 

Større aktion

Anholdelserne var del af en større koordineret politiaktion efter længere tids efterforskning, oplyser Fyns Politi.

Alle tre mænd er sigtede for overtrædelse af straffelovens §191, der handler om grovere overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Fyns Politi oplyser, at anklagemyndigheden ønskede lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til sagens videre efterforskning. 

Derfor har Fyns Politi heller ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver politikredsen i pressemeddelelsen.



Oversigt

    Oversigt