Uenighed om lånegarantier: Skal kommune være garant for privat fjernvarmeselskab?

Nordfyns Kommune vil lade en lånegaranti på 35 millioner bortfalde, når Fjernvarme Fyn overgår til det privatejede selskab Energi Fyn.

For borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), er der ingen tvivl: Kommunen skal ikke stille lånegarantier for Fjernvarme Fyn, når selskabet overgår til det privatejede Energi Fyn.  

Kommunen har som nuværende medejer af Fjernvarme Fyn med en ejerandel på tre procent udstedt lånegarantier for 35 millioner kroner, og den lånegaranti ønsker fjernvarmeselskabets kommende ejere at bevare, hvis handelen gennemføres som planlagt.

Men det kan de altså skyde en hvid pil efter. 

quote Når vi skal videreføre garantier for over en milliard kroner, står Odense Kommune med usikkerheden økonomisk.

Christoffer Lilleholt (V), rådmand Odense Kommune

- I modsætning til Fjernvarme Fyn, hvor vi havde et ejerskab og en medbestemmelse på det, har vi nu ingen ejerskab. Ingen medbestemmelse. Og derfor er det helt naturligt, at vi selvfølgelig ikke yder garanti for de lån, som vi ingen medbestemmelse har for, siger Morten Andersen (V).

Spørgsmål om milliarder

At det skulle være en selvfølge at lade lånegarantierne bortfalde ved salget af fjernvarmeselskabet, er Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), langtfra enig i.  Odense Kommune ejer 97 procent af Fjernvarme Fyn og har stillet lånegarantier for lige knap 1,3 milliarder kroner, og ifølge borgmesteren er der altså ingen grund til at, at kommunen ikke kan stille garanti for Energi Fyn. 

- Det er en meget normal praksis, at man som kommune stiller lånegaranti, hvis der nogle samfundsformål, der gør sig gældende. I det her tilfælde med fjernvarmen handler det om at give nogle gode finansielle betingelser, så varmepriserne kan blive holdt lave. Og det har vi alle sammen gavn af, siger Peter Rahbæk Juel. 

Ender det med, at den kommunale lånegaranti bevares, har det store fordele for Energi Fyn. Selskabet kan nyde godt af kommunens høje kreditværdighed – og dermed holde fjernvarmeprisen i ro. Ulempen er, at Odense Kommune hænger på regningen, hvis ikke selskabet kan honorere sine forpligtelser. 

Uenighed om usikkerhed 

Den risiko, der er ved at stille garanti, skal skatteyderne i Odense ikke udsættes  for, mener de borgerlige. De opfordrer byrådsflertallet i Odense til at droppe garantierne – eller endnu bedre:  Helt at droppe salget.

quote Energi Fyn er ikke et privat selskab, det er ejet af forbrugerne. Det er os som elforbrugere og kommende fjernvarmeforbrugere, der ejer Fjernvarme Fyn og har direkte adgang til at kontrollere selskabet

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester, Odense Kommune 

- Problemet er jo, at vi står med usikkerheden, og der bliver jeg bange igen. Jeg bliver rigtig bange for, hvad fremtiden bringer for vores fjernvarmeselskab, siger rådmand Christoffer Lilleholt (V) og fortsætter: 

- Når vi skal videreføre garantier for over en milliard kroner, står Odense Kommune med usikkerheden økonomisk. For hvad sker der med Fjernvarme Fyn? Hvordan vælger Energi Fyn at drive deres selskab? Det ved vi ikke. 

Men den usikkerhed giver borgmester Peter Rahbæk Juel ikke meget for. 

- Ser vi på historikken, hvor Odense Kommune har stillet lånegarantier til både forsyningsselskaber og til almene boligforeninger, så kan jeg ikke mindes et eksempel på, at vi har haft behov for at trække på den garanti. Så det har været omkostningsfrit for odenseanerne rent kroner-og-ører-mæssigt, siger han. 

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet,  bekræfter overfor TV2/Fyn, at skatteborgerne hænger på regningen, hvis ikke den nye ejer er stand til at honorere sine forpligtelser.  

- Men, det er klart, at det (Energi Fyn, red.) er et meget kreditværdigt selskab, og risikoen er meget lille. Men risikoen kan aldrig være teoretisk. Når der er en markeds-rente på en lånegaranti, er det fordi enhver, som kreditvurderer, vurderer en mulig risiko. For eksempel hvis lovgivningen laves om eller andre specifikke forhold ved selskabet, som kan være risikable, siger Per Nikolaj Bukh.

Privat eller ej 

På et byrådsmøde torsdag aften forventes politikerne i Nordfyns Kommune at lade de omdiskuterede lånegarantier falde bort. Blandt andet fordi, at der i kommunens retningslinjer står, at der ikke ydes garantier til private forsyningsselskaber.

Men ifølge Peter Rahbæk Juel er det misvisende at kalde Energi Fyn for netop det. 

- Energi Fyn er ikke et privat selskab, det er ejet af forbrugerne. Det er os som elforbrugere og kommende fjernvarmeforbrugere, der ejer Fjernvarme Fyn og har direkte adgang til at kontrollere selskabet, siger han. 

 

Oversigt

    Oversigt