Bankrøver får straksdom

En 58-mand fra København har fået en straksdom for bankrøveri mod Danske Bank i Nyborg.

En 58-mand fra København, der i dag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Svendborg, har fået en straksdom på fængsel i 1 år og 3 måneder for bankrøveri mod Danske Bank i Nyborg.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Danske Bank i Nyborg blev mandag formiddag udsat for røveri, og kort før middag mandag kunne politiet anholde manden, der røvede banken. 

Ifølge Fyns Politi erkendte manden sig skyldig og forklarede, at han lavede røveriet på grund af akut pengemangel, fordi han havde fået afslag på kontanthjælp og nu stod uden bolig. Sagen kunne dermed afgøres under grundlovsforhøret.

Han udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen. Han blev derefter fængslet med henblik på straksafsoning af dommen.

Oversigt

    Oversigt