Pernille tør ikke sende sin søn afsted - så blev borgmestre inviteret til møde midt på vej

Borgmestre fra to kommuner blev inviteret til møde midt på vej, så de selv kunne fornemme den trafik, som de lokale ikke tør sende deres børn ud i uden en cykelsti.

En landevej på Østfyn dannede tirsdag rammen om et lidt anderledes møde. For på grænsen mellem Nyborg og Kerteminde var de to kommuners borgmestre sat i stævne af en gruppe borgere fra lokalområdet.

De frygter for at sende deres børn afsted på landevejen, rute 315.

Initiativtageren Pernille Østergaards seksårige søn Uffe drømmer om at cykle de to kilometer til Kertemindeegnens Friskole. Men som det ser ud nu, tør hans forældre ikke.

- Lige nu skal biler og cyklister deles om strækningen, og der er ikke plads til os begge to, siger Pernille Østergaard.

Derfor er håbet, at borgmestrene fra Nyborg og Kerteminde Kommune efter en gåtur langs den trafikerede vej vil gå sammen om at lave en cykelsti på ruten mellem Flødstrup og Revninge. Et projekt, der vil koste fem til seks millioner.

Borgmestre er positive

Forslaget er indtil videre blevet støttet med en underskrift fra mere end 300 borgere. Og ifølge initiativtagerne vil cykelstien heller ikke kun komme til gavn for dem, der cykler, løber eller går tur, men også for bilisterne, så de har vejbanen for sig selv.

De fleste børn i området, får først lov til at cykle langs landevejen, når de har ramt teenagealderen.
De fleste børn i området, får først lov til at cykle langs landevejen, når de har ramt teenagealderen.

De to borgmestre er da også positivt stemt overfor idéen. 

- Det er en af de store landeveje, vi har i Nyborg Kommune, hvor der kører rigtig meget trafik. Derfor er det også relevant at tale om, om man skal adskille de bløde trafikanter fra bilisterne, siger borgmesteren i Nyborg, Kenneth Muhs (V).

Der er allerede cykelstier på vejen mellem Revninge og Kerteminde samt mellem Flødstrup og UIlerslev. Det er derfor kun de sidste fire kilometer langs den smalle landevej i udkanten af kommunerne, der mangler.

Intet endeligt løfte

Staten har i år en pulje til cykelstiprojekter på i alt 150 millioner kroner. Her kan kommuner søge om at få dækket halvdelen af omkostningerne til deres projekt.

Mest relevant er det for Nyborg, hvor 3,5 kilometer af den fire kilometer lange strækning ligger - kun 500 meter er Kertemindes hovedpine.

- Det her område er ikke større, end at de penge, der allerede er sat af til trafiksikkerhed i vores budgetter i år og i de kommende år, kan række, hvis der kommer en cykelsti, siger Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olsen (S).

Og initiativtagerne er optimistiske, selvom man endnu ikke er kommet med noget endeligt løfte i Nyborg.

- Det, der i hvert fald er en garanti for, det er, at nu går vi tilbage med de mange underskrifter og henvendelser, vi har fået. Det bliver lagt ind ligesom de andre henvendelser, vi også har rundt omkring, siger Kenneth Muhs.

Borgmestrene fra Nyborg og Kerteminde var inviteret til at se behovet for en cykelsti mellem Flødstrup og  Revninge.

Oversigt

    Oversigt