I en sorggruppe ser ingen skævt til en tåre eller to.
Her er sorg en daglig følgesvend for alle, og det giver et særligt sammenhold.
- Jeg er blevet god til at tale om følelser, synes jeg selv. Ikke uden at blive ked af det ind i mellem. Men sådan er det jo, siger Flemming Sørensen.
- Vi er alle i samme båd. Man skal ikke pakke noget ind, for man kan bare være åben. Det nyder jeg, siger Heidi Lauritzen, der mistede sin 37-årige søn Stefan tilbage i februar sidste år.
Kan ikke undværes
Alle kan være en del af sorggruppen, uanset alder og uanset hvem man har mistet. Om det er et barn, en bedsteforældre eller en ægtefælle.
- Jeg var trist over, at min kone var gået bort. Nogle venner sagde, at jeg skulle gå op i sorggruppen, men jeg vidste slet ikke, at den eksisterede. Nu kan jeg ikke undvære det, siger Flemming Sørensen fra Nyborg, der mistede sin kone Inga for to år siden efter 51 års ægteskab.
Hver tredje uge mødes Flemming Sørensen med sorggruppen. Den blev grundlagt af sognepræst ved Nyborg Kirke Mette Grymer i 2012, og den har været i udvikling lige siden.
Det sætter Elin Kjær Christensen pris på. Hun mistede både sin søn Jim og sin mand Jens Pete inden for få måneder i 2020.
Hendes barnebarn satte hende i forbindelse med sorggruppen, og nu kommer hun der regelmæssigt.
- Det er jeg rigtigt glad for. Virkeligt. Man tænker jo på, om man overhovedet kan undvære det, siger hun.
Det behøver hun ikke spekulere mere over, for nogle kommer, nogle går, men ingen smides ud. Alle er velkomne til at blive, så længe de har brug for det.
Nemt at græde
I gruppen er der kaffe på kanden og højt til loftet. Også selvom man ikke er vant til tale højt om sit tab.
Gruppen fortæller om, hvordan de kan holde sig tilbage over for familie og venner for ikke at gøre dem ked af det. Men det er anderledes i sorggruppen.
- Det er nemmere at åbne sig og græde lidt her i gruppen, for alle har mistet, siger Flemming Sørensen.
Også Heidi Lauritzen nyder at være i et frirum, hvor de sammen kan være i sorgen.
- Jeg kunne mærke, at der skulle et eller andet til. Jeg skulle have noget hjælp. Så kom jeg herop, og jeg er så glad for at være her, siger Heidi Lauritzen og fortsætter:
- Her skal man ikke tage hensyn til andre. Det må gerne handle om os selv og om dem, vi har mistet, siger hun.
Det første skridt er svært
At komme ind over dørtærsklen for første gang var svært, fortæller Flemming Sørensen.
- Jeg havde det af "h" til. Jeg vidste jo ikke, hvordan det foregik. Eller hvad der ville ske, når jeg begyndte at tale om det. Jeg er stadig ved at græde, når jeg tænker på det. Men da vi kom i gang, så gik det hele lidt nemmere. Jeg opdagede, at de andre også havde det svært, siger han.
Også Elin Kjær Christensen var loren ved at tage det første skridt:
- Inden den første gang tænkte jeg meget på, hvordan jeg skulle klare det. Men det kom helt af sig selv. Bare helt spontant, synes jeg. Og når jeg går herfra, har jeg det godt, siger hun.
Ud af ensomheden
Folkekirken har netop nu fokus på at hjælpe mennsker i sorg ud af ensomhed. Alle er velkomne - uanset religiøst ståsted.
Sognepræst Mette Grymer fra Nyborg Kirke bruger ikke sorggruppen til at prædike:
- Vi spørger ikke til medlemsskabet. Det er en mellemmenneskelig ting. Her er plads til alle, høj som lav og i alle aldre. Det er ikke nødvendigvis ensomme mennesker. Det kan bare være mennesker, der har brug for et frirum, siger Mette Grymer og fortsætter:
- Det vigtigste er, at vi løfter i flok, og at intet er tabuiseret. Vores budskab er, at man kan få et godt liv, selvom man har mistet. Og at sorger ikke forsvinder - og det skal den heller ikke.