16-årige Mette var på Danmarks ældste plademesse: - Det er bare lidt federe end at trykke shuffle på Spotify

Lørdag blev Odenses Internationale Plademesse afholdt for 68. gang. Og denne gang var flere af de fremmødte yngre end sædvanligt.

Vinyl efter vinyl bliver vendt og drejet af samlere på Odenses Internationale Plademesse, der lørdag blev afholdt for 68. gang.

Én af dem, der er taget på plademesse i Odense for første gang, er 16-årige Mette Østerby, der for kort tid siden blev grebet af den old-school måde at høre musik.

- Den har en helt anden charme end bare at trykke shuffle på Spotify, siger hun. 

Vil eje musikken

Allerede lørdag formiddag havde mange interesserede fundet vej til Danmarks ældste plademesse, hvor udbuddet matchede efterspørgslen. 

- Vi har ikke holdt plademesse i to år, så jeg tror folk har lidt kløe i fingrene, siger Jesper Jannik, der er medarrangør af plademessen.

Flere af de fremmødte vinylentusiaster er noget yngre, end de har været de tidligere år.

Emil Bjerregaard fandt den plade, han var taget på udkig efter.
Emil Bjerregaard fandt den plade, han var taget på udkig efter.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

- De har været på rov i mors og fars plader, men nu kan de købe deres egne. Så der er en ny generation på vej, siger han.

Emil Bjerregaard er ligesom Mette Østerby mødt op på plademessen, og han er gået efter noget helt særligt.

- Den her David Bowie-plade, siger han og viser sin nyindkøbte "Station to Station"-plade.

quote Det er bare fedt at være her og finde sit eget guld

Mette Østerby, Odense

- Jeg kan godt lide ikke bare at gå ind på en streamingtjeneste. Jeg ejer ligesom den musik, jeg godt kan lide at høre, fortæller han.

Der må gerne være ridser

Cirka 40 standholdere fra både Danmark og Tyskland sælger deres brugte plader på messen.

- Det er svært at sige, hvad folk går efter, men jeg har set mange med huskesedler, så de får det rigtige med hjem. Jeg gætter dog lidt på ABBA-plader i dag, for de udkommer jo med et nyt album i november, siger Jesper Jannik.

Netop ABBA er noget af det, Mette Østerby er gået efter til dagens messe.

- Jeg har været på jagt efter klassikerne. Queen, Beatles og ABBA, fortæller hun.

Hun fik et par plader af sine bedsteforældre, som hun begyndte at høre på sin mors pladespiller i stedet for at afspille fra Spotify og andre musiktjenester. Ligesom Emil Bjerregaard kan hun godt lide at have sin musik fysisk.

- Og jeg synes også, det er fedt, hvis der er lidt ridser, så der er noget personlighed og lidt knas, smiler hun og tilføjer:

- Det er bare fedt at være her og finde sit eget guld.

Der var godt gang i den allerede fra formiddagen på plademessen.
Der var godt gang i den allerede fra formiddagen på plademessen.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Oversigt

    Oversigt