Ta'Med: App skal gøre det grønnere og billigere at komme i skole

På Middelfart Gymnasium har man indgået et samarbejde med samkørselsappen Ta’Med. Den hjælper eleverne med at spare CO2, mens de kommer hurtigere i skole.

På parkeringspladsen foran Middelfart Gymnasium er der ofte trængsel om morgenen. Mange elever tager bilen i skole, men det skal en ny app nu lave om på.

Ta’Med hedder samkørselsappen fra FDM, som Middelfart Gymnasium har indgået et samarbejde med. En af dem, der benytter appen, er Katja Schaumburg.

- Jeg bor langt ude på landet, så det er hyggeligere at kunne sidde og snakke med en anden i en bil end at sidde alene i bussen, siger gymnasieeleven.

Appen fungerer på den måde, at man opretter en bruger og vælger, hvilken rute man skal. Hvis man selv har bil, kan man tilbyde, at andre kan køre med, og ellers kan man lede efter nogen, der skal samme vej for at få et lift.

Udover selskabet på sin daglige tur til gymnasiet i Middelfart, kan Katja Schaumburg også spare både tid og penge. Normalt skal hun bruge 45 minutter i bus, men med bil tager det kun 20 minutter at komme i skole.

quote Det kan være svært at komme i kontakt med andre. Man ved ikke lige hvor de bor, og hvem der kører, så det er en god måde at komme i kontakt med andre, der kører samme vej som en selv

Nadia Gellert Johansen, medlem af miljøudvalget

Godt for klimaet

Det er miljøudvalget på Middelfart Gymnasium, der sammen med skolens rektor, Christian Alnor, har taget initiativ til at indgå et samarbejde med FDM og Ta’Med-appen. Det er nemlig også godt for CO2-regnskabet, når flere kører i samme bil, og her ser miljøudvalget en klar fordel ved samkørselsappen:

- Det kan være svært at komme i kontakt med andre. Man ved ikke lige hvor de bor, og hvem der kører, så det er en god måde at komme i kontakt med andre, der kører samme vej som en selv, lyder Nadia Gellert Johansen, der er medlem af miljøudvalget.

En undersøgelse, som TV2 Fyns ungdomsredaktion Bemærk har foretaget, viser, at klima er nummer et på dagsordenen for unge, men samtidig vælger mange at tage bilen i skole, fordi den offentlige transport er utilstrækkelig.

Vanerne skal ændres

På Middelfart Gymnasium ved man endnu ikke, hvor mange der benytter sig af Ta’Med. Ifølge rektor Christian Alnor er den største udfordring at få eleverne til at ændre deres transportvaner.

Han mener at appen har potentiale til at blive et tilbud på linje med andre samkørselsordninger, men det kræver lidt arbejde, inden det lykkes.

- Jeg tror, man skal tale meget om det, og så er der nogen, der skal gå foran med et godt eksempel, lyder det fra Christian Alnor.

For at skabe opmærksomhed på samarbejdet med appen har miljøudvalget holdt lanceringsdag og delt flyers ud. Derudover har de lavet en konkurrence på Instagram, hvor man skal tage et billede, der viser at man bruger Ta’Med. Præmien, et gavekort til en café i Middelfart, har de fået FDM til at sponsorere. 

Oversigt

    Oversigt