17 måneders forsinkelse: Odense Letbane skal stå skoleret for kommunen

De borgerlige partier i Odense Kommune ønsker svar på, hvad letbaneforsinkelserne koster. Noget Odense Letbane skal give en orientering om til møde i Økonomiudvalget fredag.

Fredag skal Odense Letbane stå skoleret, når de skal give en orientering om hele anlægsprojektet for Økonomiudvalget i Odense Kommune.

For spørgsmålene har længe hobet sig op blandt politikere og borgere. Hvor meget koster forsinkelsen? Hvornår står letbanen endeligt klar? Hvad er planen?

- Forsinkelsen er jo forbundet med omkostninger, fordi man allerede sidste år begyndte at ansætte letbanenchauffører, og de går jo rundt i Odense uden det store at lave, så længe letbanen ikke kører, siger By- og Kulturrådmand i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V). 

Oprindeligt skulle letbanen være åbnet i slutningen af 2020, så blev åbningen udskudt til september 2021, blandt andet grundet byggeriet af parkeringskælderen ved Thomas B. Thriges Gade. Senere blev det skudt til årsskiftet 2021/2022 og i sidste uge kom der så endnu en udskydelse til foråret 2022 med åbning senest 31. maj. Alt i alt en foreløbig forsinkelse på 17 måneder.

quote Jeg ærgrer mig over, at vi hver dag har folk til at gå rundt, der får løn, men ikke kan kan udføre det arbejde, de er ansat til

Søren Windell (K), Ældre- og Handikaprådmand, Odense Kommune

Og det koster penge – ikke kun i form af tabte billetindtægter, men også i form af personaleudgifter.

Sat på standby

De to store borgerlige partier i Odense Kommune, Konservative og Venstre, ønsker et klart svar på, hvor meget forsinkelsen vil koste for hver måned, letbanen står stille. Det er noget af det, der skal drøftes på fredagens ekstraordinære udvalgsmøde i Økonomiudvalget.

- Jeg ærgrer mig over, at vi hver dag har folk til at gå rundt, der får løn, men ikke kan udføre det arbejde, de er ansat til, siger Konservatives Søren Windell, der er Ældre- og Handikaprådmand i Odense Kommune.

Se hele indslaget om letbaneforsinkelserne.

En del af de letbanechauffører, der skulle have siddet i fronten på letbanetogene fra 1. september i år, har blandt andet brugt ventetiden på åbningen af Odense Letbane på at besøge letbanen i Aarhus og få erfaring. Nu er de sat på standby til foråret. 

- Vi kan ikke få svar på, hvor tidligt man fandt ud af, at der var en forsinkelse på letbanen, og det er også meget svært gennemskueligt at finde ud af, hvad priserne er på det, påpeger Christoffer Lilleholt og tilføjer flere spørgsmål til rækken:

- Hvad er udgiften for Odense Kommune, for letbanen og for borgerne, at letbanen nu endnu engang er udskudt?

quote Odenseanerne fortjener svar. Vi har et projekt til fire milliarder kroner, vi har investeret i, og som man ikke kan få svar på, hvor forsinket bliver

Christoffer Lilleholt (V), By- og Kulturrådmand, Odense Kommune

Håret i suppen

Driftsselskabet Keolis har ikke ønsket at svare på, hvor meget det koster at have 70 medarbejdere gående på fuld løn frem til næste forår, men selskabet har sendt en mail til TV 2 Fyn, hvori kommunikationschef hos Keolis, Ib Jensen, skriver:

”Odense Letbane og Keolis har tidligere på året indgået en aftale om dækning af omkostninger til personale, som vi desværre ikke kan kommentere på.”

- Der ville også have været nogle billetindtægter, hvis letbanen havde kørt, siger Søren Windell, der håber, at letbanen kan komme med et svar til fredagens udvalgsmøde.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Venstre er imod letbanen. Er det her ikke bare et udtryk for, at du leder efter hår i suppen for at stille letbanen i et dårligt lys?

- Odenseanerne fortjener svar. Vi har et projekt til fire milliarder kroner, vi har investeret i, og som man ikke kan få svar på, hvor forsinket bliver. Det er samtidig med, at vi har etape to, som nogle partier vil have. Det vil vi ikke, men det har vi også brug for svar på, hvad den koster, siger Christoffer Lilleholt.

Oversigt

    Oversigt