36.656 vil studere - men fravælger særligt tre uddannelser

På landsplan har 36.656 studerende søgt en professionsbachelor som førsteprioritet. 3.115 vil helst ind på University College Lillebælt, men særligt tre uddannelser har fået væsentlig færre ansøgere end hidtil.

University College Lillebælt (UCL) har i år fået 3.115 ansøgere med uddannelsesinstitutionen som førsteprioritet. På landsplan har 36.656 studerende søgt en professionsbachelor som førsteprioritet. 

Ansøgerantallet er det fjerdebedste resultat i UCL's historie.

Derfor er rektor Erik Knudsen overordnet tilfreds, selvom tre uddannelser har fået over 20 procent færre ansøgere.

- Det er vi sådan set rigtig godt tilfredse med. Nu har vi de seneste fem år haft over 3.000 ansøgere, og med et faldende antal unge synes vi egentlig, at det er rigtig flot, siger han til TV 2/Fyn.

Færre vil være lærer

Langt de fleste uddannelser har fået samme antal ansøgere som 2017, men tre uddannelser er faldet markant. 

Generelt er rektor Erik Knudsen tilfreds med antallet af ansøgere.  Ole Holbech

Både læreruddannelsen, ergoterapeut-uddannelsen og administrationsbacheloruddannelsen er faldet med henholdsvis minus 22, 26 og 27 procent. 

Erik Knudsen mener, at et optag i februar er årsag til det faldende antal studerende på læreruddannelsen.

- Vi vælger at tolke, at en del af forklaringen skyldes, at vi havde vinteroptag for første gang i år, hvor vi optog over 100 studerende. Vi tror på, at den tilbagegang, der er nu, henter vi hjem igen til vinter, siger rektoren.

Stor tilbagegang

Selv kalder UCL det faldende antal ansøgere til ergoterapeut- og administrationsbacheloruddannelserne for en "relativ stor tilbagegang", og det får skolen til at overveje, om der skal igangsættes en særlig indsats i forhold til de to uddannelse

- Det er måske et af de steder, hvor vi tænker, at vi er ved at nå det, der ligner en kritisk masse. Det vil vi kigge lidt nærmere på. Vi synes, det er godt, at der er væsentligt flere ansøgere, end der er pladser, siger Erik Knudsen. 

- Erfaringsmæssigt ved vi, at hvis der er fri adgang til uddannelsen, er der også en tendes til, at folk nogle gange søger uden helt at være klar over, om det er det, de vil. Når der er lidt konkurrence, får det de unge til at tænke sig lidt mere om. På den måde får vi mere motiverede og kvalificerede ansøgere. 

Som på landsplan er pædagoguddannelsen på UCL skolen populæreste. I alt 742 har søgt om at blive optaget på uddannelsene i Odense, Svendborg og Jelling. 

UCL vil helst have flere ansøgere, end der er pladser til på uddannelserne. På den måde får UCL de mest motiverede og kvalificerede ansøgere.