Dobbelt overgreb: 24-årig fra Odense sigtet for voldeligt voldtægtsforsøg

En mand fra Odense er sigtet for forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse overfor to kvinder i Munkemose i Odense.

En 24-årig mand fra Odense er sigtet for forsøg på voldtægt ved anvendelse af vold mod en kvinde.

Det oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen efter Fyns Politi først på søndagen afspærrede og med hunde afsøgte et område i Munkemose i Odense.

Manden er desuden sigtet for blufærdighedskrænkelse mod en anden kvinde.

Episoderne tog fart omkring klokken halv seks søndag morgen, hvor den 24-årige er mistænkt for, at beføle en kvinde mod hendes vilje. 

Kort efter gik det ud over en anden kvinde, hvor den 24-årige er mistænkt for, ved en voldelig gerning, at indikere at han ville begå voldtægt, forklarer Milan Holck Nielsen.

Den 24-årige blev anholdt ved seks-tiden, og den forulempede kvinde har siden været til undersøgelse på hospitalet.

En juridisk vurdering betyder, at manden ikke fremstilles i grundlovsforhør. Han fængsles dermed ikke nu og her, men der venter ham et retsligt efterspil.

Vagtchef Milan Holck Nielsen ønsker af hensyn til den forurettede og den fortsatte efterforskning ikke at oplyse mere om sagen.

Oversigt

    Oversigt