Endnu en fynsk kommune forbyder TikTok

Ministerier, medier og kommuner har de seneste uger forbudt omdiskuterede TikTok på arbejdstelefoner. På tirsdag skal det kinesiske sociale medie være væk fra arbejdestelefonerne i Assens Kommune.

Opdatering
Clock11. mar 2023, kl. 16:54
Svendborg Kommune oplyser lørdag, at man her har haft et forbud mod TikTok på kommunale enheder siden den 6. marts.

Det er slut med den omdiskuterede kinesiske app TikTok på medarbejderes mobiltelefoner i Assens Kommune.

Det fortæller borgmester Søren Steen Andersen.

- TikTok er med afstand den app, der griber langt mest ind i andre apps og suger informationer ud af den, siger borgmesteren.

Assens Kommune følger således efter en række af ministerier, medier og kommuner - blandt andet Odense Kommune - der har forbudt TikTok på arbejdstelefoner.

Reaktionen mod det yderst populære kinesiskejede sociale medie kommer efter Center for Cybersikkerhed (CFCS), som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste, for nogle uger siden advarede om brugen af TikTok.

- Det er jo ejet af et firma der hedder ByteDance, som er i kontakt med de kinesiske myndigheder. De kinesiske love er jo, at regeringen har ret til at tildrage sig de oplysninger og informationer de har brug for, siger Søren Steen Andersen.

Advarslen om TikTok går også på, at de data som mistænkes at blive hentet, kan bruges fremadrettet.

- Så kan man jo (de kinesiske myndigheder, red.) danne sig et billede af, hvad det er for nogle borgere, der bruger TikTok, hvad det er for nogle orienteringer de måtte have, hvem de måske omgiver sig med, uddyber Søren Steen Andersen om kommunens begrundelse for at forbyde TikTok på arbejdstelefonerne.

Han tilføjer, at det også kan være kinesiske systemkritikere eller kritiske journalister, som overvåges.

- Og så kan man pludselig stå i nogle meget mærkværdige situationer som dansk statsborger, intetanende, et eller andet sted ude i verden eller i Kina, eller her, for den sags skyld. Det er en risiko, som vi ikke skal leve med, siger borgmesteren.

Beslutningen betyder, at TikTok skal være afinstalleret på alle enheder som mobiltelefoner og tablets inden på tirsdag den 14. marts.

Borgmester Søren Steen Andersen er klar i mælet, når det kommer til spionage-mistænkte kinesiske sociale medie TikTok.
Borgmester Søren Steen Andersen er klar i mælet, når det kommer til spionage-mistænkte kinesiske sociale medie TikTok.
Foto: Ole Holbech/Tobias Aas Christensen

TikTok bruges af milliarder

I Odense Kommune blev samme beslutning taget først i marts. Her gik man et skridt videre og frarådede samtidig, at TikTok blev fjernet fra alle private mobileenheder, hvor der også er installeret arbejdsrelaterede programmer.

Ifølge Odense Kommunen var TikTok downloadet til cirka 143 kommunalt udleverede mobile enheder blandt kommunens cirka 14.000 ansatte.

På verdensplan har TikTok i omegnen af 1,4 milliarder brugere på månedsbasis og er vokset massivt vokseværk de seneste år. I Danmark har især unge taget appen til sig. Blandt de 15-29-årige brugte 41 procent appen ugentligt i 2022 mod tre procent i 2019, viser DR's medieudviklingsundersøgelse fra januar i år.

TV 2 Fyn er tilstede på TikTok. Det er dansk politi også med profilen "onlinepatrulje". Og forleden besluttede DR at droppe TikTok som platform for ungdomsafdelingen P3.

FAKTA: Ministerier, medier og kommuner har forbudt TikTok

Oversigt

    Oversigt