Ardashir Sulaiman havde en drøm, og nu er han et stort skridt nærmere at nå den.
Den 20-årige syriske flygtning kunne ikke tale dansk for fem år siden, men nu står han med en studenterhue på hovedet, et karaktersnit på 11,6 og er et skridt nærmere at blive læge.
- Det føles så godt, at alt det, jeg har gjort, har kunnet betale sig, siger studenten.
For der har været meget arbejde bag at opnå det resultat, som hans karakterblad viser.
Da han startede på det odenseanske gymnasium Mulernes Legatskole var han ikke god til dansk, og det sved, når han opgave efter opgave fik 02.
Hver dag gik jeg i lektiecaféen for at få hjælp, og jeg var frustreret i den første tid, hvor jeg fik alle de 02-taller. Det var hårdt.
Nu kan studenten, der bare for fem år siden ikke kunne et eneste ord på dansk, se tilbage på en lang række tocifrede karakterer i dansk. Faktisk har han i de seneste syv danske afleveringer fået ti, fortæller han glad.
Han beretter om alle de faktorer, der har været medvirkende til hans flotte resultat.
- Jeg har først og fremmest haft nogle rigtig gode lærere og nogle rigtig gode klassekammerater. De har alle sat deres aftryk på min uddannelse, siger han.
En særlig person
Men før klassekammerater og gymnasielærere var der én person, som også fik en særlig betydning.
Nemlig pædagogen Jim som arbejdede, med den unge flygtning, hjalp ham ind på gymnasiet og hjalp ham med den allerførste danske aflevering, som var et essay om Ardashir Sulaiman selv.
- Jim var med, da jeg fik huen på, og der havde han faktisk den aflevering med til mig som gave. Min allerførste opgave på dansk. Der blev jeg meget rørt.
Foruden Jim var også Ardashir Sulaimans familie til stede, men de har ikke altid været lige i nærheden.
Da Ardashir Sulaiman kom til Danmark, var han rejst herop alene. Han landede først på et modtagecenter i Sjælland og senere på et flygtningecenter i Nordjylland.
Sulaimans bror var allerede i landet, og den 20-årige student fortæller, at det var en overvældende oplevelse, da han dengang – som 15-årig - fik besøg af sin to år ældre bror på modtagecenteret.
Der havde brødrene ikke set sin hinanden i et år.
- Jeg løb bare hen til ham og krammede ham. Det var helt fantastisk, siger Ardashir Sulaiman.
- Vi er nærmest bedste venner.
Nu drømmer Sulaiman om at blive læge og en dag være med til at genopbygge sit krigshærgede hjemland. En drøm, der har krævet hårdt arbejde.
- Hver dag gik jeg i lektiecaféen for at få hjælp, og jeg var frustreret i den første tid, hvor jeg fik alle de 02-taller. Det var hårdt.
Grænseoverskridende at skulle tale dansk
Han fortæller videre, at det til at starte med var grænseoverskridende at tale dansk. Han var nervøs for, folk ville grine af ham og hans accent. Der var dog ingen vej udenom.
- Man bliver nødt til at være modig, for hvis man skal blive god, bliver man nødt til at prøve at tale.
En del af løsningen for Ardashir Sulaiman har også været at minde sig selv om, at han ikke er perfekt. At han kun kan gøre sit bedste.
Han har også tilladt sig at holde fri, og han tror på det slogan, som hans gymnasium har. Til hverdag og fest er Mulernes bedst.
Faktisk forsøgte Sulaiman at komme til alle de fester, han blev inviteret til.
Studenten, der selv blev studiepilot i lektiecaféen og hjalp andre med dansk-lektier, siger, at det ikke er sine karakterer, han er mest stolt af.
Det er den indsats, han har lagt. En indsats, der netop har skaffet ham et legat fra gymnasiet.
- Det er jeg simpelthen så glad for at have fået. Det betyder mere for mig end karaktererne.
Nu håber student Ardashir Sulaiman, at han kan komme ind på medicinstudiet, så han kan arbejde videre mod sit mål. En dag at vende tilbage for at bygge Syrien op igen.