Forlænget for sjette gang: Se, hvad politiet har fundet på personer i Vollsmose

Politidirektør Arne Gram er bekymret over de fund, politiet gør i Vollsmose. Der er fundet masser af knive, baseballbat og ammunition.

For sjette gang siden 9. november 2021 har Fyns Politi valgt at forlænge visitationszonen i Vollsmose og Korsløkke. Den løber nu frem til 15. februar.

I løbet af perioden har Fyns Politi visiteret 117 personer i området.

Det har resulteret i 17 sager om euforiserende stoffer samt fire sager om våbenloven, oplyser politiet.

Fundet knive og baseballbat

Politiet har eksempelvis fundet en isoleringskniv, kniv, foldekniv, hakke, to baseballbat samt en skruetrækker.

Derudover er der fundet et knivsblad med en længde på 10,5 centimeter samt en pose med ammunition.

Disse fund er med til at gøre, at politiet tror, der kan komme voldelige konfrontationer mellem personer fra forskellige grupperinger i området.

- Jeg er oprigtigt bekymret over de fund, vi gør, de hændelser, vi ser, og de efterretninger, vi får om konflikten mellem personer med tilknytning til de kriminelle grupperinger i området, siger politidirektør Arne Gram.

- Det er vores vurdering, at der stadig er risiko for, at der kan komme voldelige konfrontationer mellem de her personer under anvendelse af våben. Derved skaber de ikke alene utryghed, men de bringer også uskyldiges liv i fare, og det er uacceptabelt, fastslår politidirektøren.

Skud mellem grupperinger

Senest i januar har der været skudepisoder i Vollsmose.

Politiet holder særligt øje med to grupperinger i området. Den ene holder til i Vollsmose, mens den anden kaldes Nyborgvejsgrupperingen.

En visitationszone betyder, at politiet i denne zone kan ransage en person samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere om nogen besidder eller bærer våben. 

Oversigt

    Oversigt