Frisk luft og havearbejde bekæmper corona-kedsomhed

Når nedlukningen trækker ud går fynboerne i haven. Påsken skyder som altid havesæsonen i gang, og i år er dét frirum ekstra kærkommen.

quote Det har været en hård vinter. Både med corona og med vejret generelt

John Carlsson, kolonihaveejer i Vibelund

I sin kolonihave i Vibelund i Odense, er John Carlsson i fuld gang med at klippe sine sommerfuglebuske ned.

- Det er ved at være på høje tid nu. Frosten er gået i jorden, så det er tid til at beskære træerne, siger John Carlsson.

Selvom påsken også under normale omstændigheder opfordrer til en tur i haven, er det i år særligt tiltrængt at komme i gang med arbejdet i det fri. 

- Det har været en hård vinter synes jeg. Både med corona og med vejret generelt. Derfor er det også rart, at det begynder at lysne nu, siger John Carlsson. 

Frirum under nedlukningen

For John Carlsson har naturen og kolonihaven været uundværlig under corona-nedlukningen. 

- Jeg har været lige ved at få corona-kuller. At sidde derhjemme døgnet rundt, både når man arbejder og når man har fri. Det hele kørte ud i ét, fortæller han. 

Derfor fik naturen og kolonihaven en helt særlig rolle hos John Carlsson, der til dagligt underviser på UCL i Odense.

- Jeg gjorde simpelthen det, at jeg tog herud i kolonihaven når jeg skulle arbejde. Så brugte jeg tiden herude på at undervise mine elever og på at nusse lidt rundt i haven, fortæller han.

Og ifølge John Carlsson er han ikke den eneste, der under corona-nedlukningen sætter ekstra meget pris på en tur ud under åben himmel.

- Sidste år kunne jeg godt mærke, at der var flere ude i haverne, end der plejer at være. Når folk er hjemsendt, så ved de ikke, hvad de skal få tiden til at gå med. Så har de jo ekstra tid til at gå ude i kolonihaven, siger han. 

quote Det er fantastisk dejligt at komme ud og nyde solen

Rasmus Lykke, kunde i Stige Blomster i Odense

Og den pointe bliver da også bekræftet i havecenteret, Stige Blomster i Odense. Her vælter det ind med kunder, der skal gøre haven sommerklar. 

- Det giver os en mulighed for at komme lidt ud. Man kan komme udenfor og se på noget kønt, og hilse lidt på naboerne over hækken, fortæller Berit Jørgensen, der er kunde i Stige Blomster.

Glæden ved forårets fremkomst er Berit Jørgensen ikke ene om. Rasmus Lykke, der også er kunde i forretningen, er gået på jagt efter nye fund til haven. 

- Det er fantastisk dejligt at komme ud og nyde solen lidt. Ud og nyde det gode vejr, siger Rasmus Lykke.

Oversigt

    Oversigt