God nyhed for pendlere: Plaget motorvejsstrækning ved Odense skal udvides

Pendlere og chauffører får i fremtiden nemmere ved at komme forbi Odense i myldretiden.

For en gangs skyld er der rigtig gode nyheder til pendlere, som på deres tur bevæger sig forbi Odense på Fynske Motorvej.

Nyhederne plejer ellers at handle om kø og forlænget rejsetid på den del af motorvejen, der kun har fire spor. Men nu skal en af de mest belastede og myldretidskø-plagede strækninger udvides fra fire til seks spor og spare bilister for dyrebare minutter.

Det blev endeligt besluttet torsdag aften, bekræfter Odense Kommune overfor TV 2 Fyn.

Strækningen, der skal udbygges, er 12 kilometer lang og strækker sig fra motorvejsafkørslen Odense SØ til Odense V. Når udbygningen er færdig, vil der dermed være seks spor hele vejen fra motorvejskrydset med Svendborgmotorvejen ved Odense til Fredericia. En strækning på godt 57 kilometer.

Med til projektet hører 6,5 kilometer nye støjskærme, som skal skåne Odenses borgere for den øgede mængde trafikstøj, som udvidelsen kommer til at medføre.

Ifølge et overslag over anlægsprojektet kommer projektet til at koste i omegnen af 1,4 milliarder kroner.

Godt for erhvervslivet, træls for naboer

Der er endnu ikke fastsat dato for påbegyndelsen af den sidste etape af den strækning som politikere på Christiansborg i årevis har ønsket at udvide fra fire til seks spor.

Men aftalen ligger nu fast, og det glæder medlem af Folketingets transportudvalg, Thomas Skriver Jensen (S).

- Det er både skelsættende og stort for især de store erhvervsvirksomheder, der allerede er i Odense, og dem, der er på vej. Det kommer til at løse et centralt problem i infrastrukturen omkring Odense, siger han.

Han ser dog, at allerede støjplagede naboer til motorvejen, kan få endnu mere støj i deres baghave.

- Borgere i eksempelvis Højby er endnu ikke sikret støjskærme, og jeg har været på besøg i Højby, hvor jeg med egne ører hørte hvor meget det larmer. Så jeg vil fortsætte med at kæmpe for, at der bliver bygget støjvolde, der kan skåne dem for larmen, siger han.

Håber på snarlig start

Borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel er fuld af begejstring for nyheden, og han håber anlægsarbejdet kan begynde hurtigst muligt.

- Det ville være en smuk timing, hvis udvidelsen kan færdiggøres samtidig med, at Novo Nordisk kommer til at trække en del trafik til Odense, siger han.

Borgmesteren hæfter sig især ved, at det ikke bare er godt, at motorvejen får mere kapacitet, men også at der opføres støjskærme flere steder på strækningen. Han har dog flere ønsker i bogen, når det kommer til motorvejen.

- Flere steder kommer der stadig til at mangle støjskærme, og så mangler vi stadig en afkørsel mere i det vestligt Odense, hvor vi gerne vil udvide industriområdet ved Logistikvej på sigt. Men det skal ikke tage glæden fra mig over, at vi endelig får den længe ventede motorvejsudvidelse, understreger han.

Borgmesteren vil fortsætte med at presse på for flere støjskærme.

Oversigt

    Oversigt