Havnen slipper, mens fjernvarmen skal bruge klausuler: Notat får direktørs begrundelse til at vakle

Odense Havn bruger ikke sociale klausuler imod social dumping i kontrakter med virksomheder, der lejer sig ind. I sommer afviste havnedirektør Carsten Aa, at det var en mulighed, men et juridisk notat, der er dukket op, modsiger forklaringen. SF undrer sig og kræver sagen taget op i Økonomiudvalget.

Selvom Odense Kommune i mere end ti år har arbejdet hårdt for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår på kommunens arbejdspladser og virksomheder, så er der stadig ingen krav om arbejdsklausuler for virksomhederne, der lejer sig ind på den kommunalt ejede Odense Havn.

En million kvadratmeter ved Odense Fjord er på 11 år blevet forvandlet til et fynsk industrieventyr. For med 3.500 arbejdspladser, er der nu lige så mange job i de virksomheder, som holder til hos Odense Havn, som der var, da Lindøværftet lukkede i 2012.

Men langt fra alle ansatte i de mere end 100 virksomheder på Odense Havn har ordentligt løn- og arbejdsvilkår, mener fagforeningerne.

Ingen adgang for fagforeningen

- Der har været Fjernvarme Fyn og flere andre eksempler, der viser, at hvis kommunen ønsker et ordentligt og anstændigt arbejdsmarked, så burde man også have klausuler, de steder, hvor kommunen lejer arealer ud, siger Palle Bisgaard, der er næstformand i byggegruppen i 3F.

Tilbage i 2015 kunne TV 2 Fyn fortælle om omfattende social dumping i Lindø Industripark med lønninger og arbejdstider til ansatte, der lå meget langt fra niveauet i danske overenskomster.

Siden da har der været mange rygter om, at udenlandske arbejdere fortsat bliver ansat på ringere vilkår end deres danske kolleger. Men fagforeningerne har ingen dokumentation for nyere sager.

- Vi har haft sager på Odense Havn tidligere. Jeg ved jo også, at et af de store problemer på Odense Havn har været, at fagforeningen har haft svært ved at få adgang til at kontrollere, hvad det er for vilkår, der gælder, siger Palle Bisgaard.

Blandt andet derfor har 3F kæmpet for at få virksomhederne på det tidligere Lindø omfattet af Odense Kommunes sociale klausuler, så virksomhederne bliver forpligtet til at overholde løn- og arbejdsvilkår svarende til overenskomsterne på området.

Notat aldrig brugt

Helt tilbage i 2018 fik Odense Kommune undersøgt, om det var muligt at indføre arbejdsklausuler i virksomhedernes erhvervslejekontrakter på Odense Havn. 

I et juridisk notat lavet for Odense Kommune af Horten Advokaterne lød vurderingen:

"Det er (..)vores vurdering, at kommunens selskaber, der er etableret på privatretligt grundlag efter selskabslovens regler, lovligt kan indsætte arbejdsklausuler i erhvervslejekontrakter, da de kommunalretlige proportionalitets- og saglighedsprincipper ikke gælder for selskaberne.”

Men økonomiudvalget i Odense Kommune har aldrig aktivt brugt vurderingen til at forsøge at få indført arbejdsklausuler i de kommunalt ejede selskaber, som det for eksempel er sket hos Fjernvarme Fyn. Det undrer 3F.

- Hvad enten kommunen bygger en institution eller om de udlejer arealer til virksomheder, så er det jo offentlige penge, som er i spil. Det er vores fælles midler, og der burde kommunen jo efter min opfattelse sørge for, at der er anstændige arbejdsvilkår, og at den danske model fungerer med almindelige danske overenskomstvilkår, lyder det fra næstformanden i 3F´s byggegruppe.

Den kritik afvises af Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der samtidig er næstformand i Odense Havns bestyrelse. Ifølge ham er der en forklaring på, hvorfor klausulerne er lagt ned over for.eksempel Fjernvarme Fyn, men ikke Odense Havn som udlejer.

- Selvom der er en mulighed for at kunne gøre det rent juridisk, så skal vi være i stand til at kunne kontrollere det. Det skal ikke bare være en papirparagraf, som vi ikke er i stand til at følge op på. Så er det jo omsonst, siger han.

3F mener derimod ikke, at der bør være problemer med at kontrollere, om en arbejdsklausul bliver overholdt.

- Jeg er enig i, at en klausul uden kontrol og uden sanktion ikke vil være så meget værd. Men hvis virksomhederne har underskrevet, at de vil følge en klausul i forbindelse med en erhvervslejekontrakt, så kan kommunen jo også indføre et kontraktvilkår om, at den skal have adgang til at kontrollere og sanktionere virksomhederne. Så jeg kan ikke se, at det er et argument, man rigtig kan bruge til noget, siger Palle Bisgaard.

Advokatnotat modsiger havnedirektør

I modstrid med konklusionen i notatet fra advokatfirmaet Horten afviser direktøren for Odense Havn, Carsten Aa, så sent som i juli, at det kan lade sig gøre at bruge arbejdsklausuler over for virksomheder, der lejer sig ind hos Odense Havn.

- Nej, det er ikke noget, der tilkommer mig som udlejer. Det er et retssamfund, vi lever i. Hvis der er en lejer, der kører for stærkt, så er det også noget, som politiet og i sidste ende domstolen tager sig af. Det sover jeg trygt ved at vide fremfor, at private eller offentlige udlejere skal ud og kontrollere det. Det er et godt princip, vi skal holde fast i, sagde han til Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn.

Carsten Aa afviser overfor TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende at kommenterer sagen yderligere.

SF kræver sagen belyst

De nye oplysninger, der nu kommer frem, vækker forundring hos SF’s rådmand og medlem af Økonomiudvalget i Odense Kommune Brian Dybro.

- Hvis man har den mulighed (for at lave sociale klausuler, red.), og det har man ifølge advokatnotatet, må jeg forstå, så synes jeg, at det er helt oplagt, at man får det indført de her. Vi vil løndumpning til livs, siger han.

Brian Dybro vil nu tage sagen op politisk, så den kan blive belyst.

-Det her kalder på, at vi skal have en diskussion i Økonomiudvalget, siger han.

Selv om borgmester Peter Rahbæk Juel har sine forbehold i forhold til at indføre klausuler, når Odense Havn udlejer arealer, så bebuder han dog, at kommunen i forbindelse med en revidering af arbejdsklausulerne for 2013, vil undersøge, om arbejdsklausulerne i praksis kan gennemføres på Odense Havn.

- Vi er de første, der begiver os ud på det her land med at bruge arbejdsklausulerne på den måde. Jeg synes, at det er oplagt at få belyst, hvad der er muligt i forhold til Odense Havn, og hvad er den kloge model, lyder meldingen fra næstformanden for Odense Havn.

Juraen skal på plads

Havnedirektør Carsten Aa har sagt, at det at indføre arbejdsklausuler hos lejerne på Odense Havn vil svare til, at han skal kontrollere om lejerne kører for stærkt. Så derfor synes han ikke, at det er noget private eller offentlige skal blande sig i. Er du enig i det?

- Altså, jeg kender ikke de juridiske rammer for at kunne gøre det, fordi der er ikke nogen, der har gjort det før. Jeg har respekt for, at når vi skal arbejde med noget, så skal vi have juraen på plads. Der kan være alle mulige problemer i det, og det kan også være, at der ikke er det.

Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har også forsøgt at få en kommentar til de juridiske vurderinger og borgmesterens udtalelser fra direktøren for Fayard, der er en af de største virksomheder på Odense Havn.

Men Fayard-direktør Thomas Andersen ønsker ikke at kommentere sagen.

Oversigt

    Oversigt