Idømt behandling: 42-årig udnyttede dement kvinde seksuelt

En mand har fået en behandlingsdom for at have udnyttet en ældre kvinde i hendes bolig på et kommunalt plejehjem.

En 42-årig mand er dømt til behandling, efter han i november blev kendt skyldig i at have udnyttet en dement, ældre kvinde seksuelt.

Sådan lød det i Retten i Odense mandag, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om en behandlingsdom uden længstetid med tilsyn af Kriminalforsorgen. Og den er faldet på baggrund af en mentalundersøgelse og en udtalelse fra Retslægerådet.

Manden er blandt andet fundet skyldig i at have udnyttet den 91-åriges tilstand til at skaffe sig tre samlejer og andet seksuelt samkvem.

Fik tilladelse til overvågning

Episoderne er fundet sted i kvindens bolig i foråret 2019 på det kommunale plejehjem i Odense, hvor hun boede.

Efter personalet havde observeret manden på kvindens værelse flere gange, fik politiet rettens tilladelse til at videoovervåge hendes bolig.

Optagelserne viste ifølge anklageren, at den 42-årige forsøgte at skjule sin gerning, og at der dermed ikke kunne være tale om et kærlighedsforhold mellem ham og den ældre kvinde. 

Det siger straffeloven

Dømt: Vi havde indledt et forhold

I løbet af retssagen har den nu dømte forklaret, at han havde indledt et forhold til kvinden, som han ikke vidste var dement.

Men ifølge anklageren kan den 91-åriges tilstand beskrives som "mixed dement af svær grad", som betyder, at hun har symptomer fra flere demenssygdomme. Anklageren mente derfor, at den 42-årige havde udnyttet hendes sindstilstand og overtrådt straffelovens paragraf 218. 

Manden har modtaget behandlingsdommen.

Oversigt

    Oversigt