Indsat i fynsk fængsel sultestrejker

38-årig rumænsk mand vil til Rumænien for at afsone sin straf. Han mener at forholdene i Danmark er inhumane og sultestrejker, indtil der falder dom i sagen.

I Ringe Fængsel sidder en rumænsk mand indespærret. Han har fået en forvaringsdom på ubestemt tid.

Og han er langt fra tilfreds med at afsone i Danmark. Han vil gerne sendes hjem til Rumænien for at afsone sin dom. Men det har han fået afslag på.

Derfor sultestrejker han nu i sin fængselscelle i Ringe. Det oplyser mandens advokat Claus Bonnez.

- Han kan ikke holde det ud mere. Han er så presset for tiden og er desperat. Han sidder isoleret i en celle, siger advokaten til TV 2/Fyn.

Den 38-årige mand er dømt for voldtægt og har siddet fængslet i Danmark siden 2008.

Straf ikke streng nok

Grunden til, at de danske myndigheder ikke vil sende manden tilbage til Rumænien, er fordi, de ikke mener, straffen er streng nok i hjemlandet.

De rumænske myndigheder vil sende ham ti år i fængsel.

Desuden er den rumænske mand udvisningsdømt, og derfor må han ikke have beskæftigelse eller modtage undervisning, der har resocialiserende formål. 

quote I princippet kan han dø i fængslet

Claus Bonnez, advokat

- Han har ikke de samme muligheder som hjemme i Rumænien. Han mangler aktiviter der giver mening, og han føler, at han bliver mere invalideret som tiden går, siger Claus Bonnez.

Normalt bliver forvaringsdømte løsladt, når de kan vise, at de ikke er farlige længere. Men det har den rumænske mand ikke mulighed for.

- I princippet kan han dø i fængslet, siger mandens advokat.

Menneskerettighedsdomstol

Sagen bliver nu behandlet i Højesteret, efter flere retsinstanser har afvist, at sende manden tilbage til Rumænien.

- Højesteret plejer at tage menneskeretlige konsekvenser i betragtning. Derfor tror jeg, der er gode muligheder for, at han bliver sendt hjem, siger advokaten og oplyser, at manden vil sultestrejke, indtil der falder dom i sagen.

I en lignende sag fra 2012 besluttede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag mod Tyskland, at fængsler har pligt til at bidrage til indsattes resocialisering, og at fængselsregler, der medfører ringere afsoningsforhold for udenlandske indsatte, krænker disses menneskerettigheder.

Derfor vil Claus Bonnez sende sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis Højesteret holder fast.

- Det her skriger til himlen. Der er ingen tvivl om, at sagen skal derned, siger han.

Oversigt

    Oversigt