Islamforsker: Kvindeforening truede mig

Talskvinde fra Søstre mod vold og kontrol anklages for at have truet islamforsker Jesper Petersen med udskamning, hvis ikke han trak to faglige udtalelser tilbage. Foreningen afviser anklagen.

Kefa Abu Ras, talskvinde i foreningen Søstre mod vold og kontrol, forsøgte i juni 2021 at true islamforsker Jesper Petersen til at trække to faglige udtalelser tilbage, som handlede om en omdiskuteret skilsmissekontrakt fra Vollsmose.

Det siger han nu til Radio4 og TV 2 Fyn.

- Kefa ringede i en periode næsten dagligt for at diskutere udtalelserne. Hun ønskede, at jeg skulle trække udtalelserne tilbage, og med tiden eskalerede samtalerne, indtil hun en dag ringede og truede mig med at igangsætte en udskamningskampagne på sociale medier.

Genkender ikke trussel

Søstre mod vold og kontrol er en Odense-baseret forening, der har fået omkring syv millioner kroner i offentligt tilskud til at bekæmpe negativ social kontrol. Foreningens direktør, Maja Løvstrup, afviser, at truslen har fundet sted.

- Vi kan ikke genkende det billede, som Jesper Petersen tegner. Kefa Abu Ras har ikke ringet til Jesper Petersen dagligt, og ingen i foreningens ledelse har nogensinde truet Jesper Petersen.

Søstre mod vold og kontrol har afvist at stille op til interview, men siger, at de har dokumentation for antallet af opkald fra Kefa Abu Ras til Jesper Petersen. Den dokumentation vil de dog ikke sende til Radio4.

Jesper Petersen har ingen optagelse af truslen, som ifølge ham faldt over telefonen. Radio4 har dog fået adgang til Jesper Petersens feltdagbog.

"Kefa har haft ringet til mig den 25, 26. og 27. maj for at diskutere sagen. Baggrunden er, at jeg har sendt de to udtalelser til sagen til hende,” skriver han i dagbogen den 28. maj inden truslen."

Han har desuden forsøgt at få udleveret en liste over indgående opkald, men har af sit teleselskab 3 fået at vide, at de ikke gemmer indgående opkald.

Har forsøgt at undgå konflikt

Da Jesper Petersen angiveligt blev truet, gik han samme dag til sin tillidsmand og faglige chef for at orientere dem om sagen. De bekræfter begge forløbet over for Radio4.

- Så snart han havde fået den her trussel, så kom han ind til mig og spurgte, hvordan han skulle forholde sig, siger Brian Arly Jacobsen, der er tillidsrepræsentant på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Jesper Petersen har gennem næsten et år forsøgt at undgå konflikten med Søstre mod vold og kontrol, men da de afviser hans udlægning af sagen over for Radio4, ser han ingen anden udvej end at stå frem.

- Jeg er virkelig ærgerlig over, at det er kommet så langt, men jeg kan ikke acceptere, at Søstre mod vold og kontrol betvivler min troværdighed. 

Du kan høre podcasten "Borgmesterens søstre", som Radio4 Undersøger står bag, her