Kamilla Maria Jakobsen får ikke løn for det. Alligevel tager hun fire dage om ugen fra Glamsbjerg til Odense for at mødes med misbrugere, hjemløse eller på andre måder udsatte borgere. Med egne ord vender hun blikket mod dem, som andre kigger væk fra.
- Det er mennesker, der på den ene eller anden måde kæmper med sociale problemer. Mange føler sig ensomme, fordi deres venner og familie måske har afbrudt kontakten. For nogle er jeg deres eneste ven, siger hun.
Og ja, det er, hvad hun kalder dem, som hun møder ved varmestuen i Nørregade eller ved banegården i Odense. Hun vil være deres ven.
Af og til har hun mad, varme sokker, lommetørklæder og andre fornødenheder med, men først og fremmest snakker hun med dem.
- Det er mig, der er der, når varmestuen er lukket. Jeg kan godt stå med et menneske og tænke, hvor skal vi gå hen? Og det kan være en dyb frustration, siger 35-årige Kamilla Maria Jakobsen.
Droppede at finde et job
For fire år siden stod Kamilla Maria Jakobsen mellem småjobs og med sin professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation.
Hun var i tvivl om, hvad hun skulle stille op med sit arbejdsliv. Hvad nu hvis økonomi ikke var en del af ligningen? Hvis de kunne leve udelukkende af hendes mands indkomst?
- Og der gik det op for mig, hvad jeg inderst inde brænder for. Jeg vil gøre en forskel for udsatte, siger hun.
Derfor besluttede hun sammen med sin mand, at de ville leve udelukkende af hans indkomst, og den beslutning har hun ikke fortrudt siden.
Valget har en grobund i hendes tro. Kamilla Maria Jakobsen er nemlig vokset op i et kristent hjem.
- Jeg tror på, at hvert menneske er ønsket uanset livsomstændigheder.
Er formålet at gøre dem kristne?
- Jeg tror ikke, at jeg kan gøre nogle kristne, siger hun.
Rumme mørket
Efter fire år har hun fået en del venner. En af dem er Danni Skov Hansen, som hun mødte ved banegården for et halvt år siden.
Venskabet til Kamilla Maria Jakobsen har været afgørende for Danni Skov Hansen.
- Da jeg mødte Danni, var han meget presset. Han har været afhængig af heroin i fem år og haft svært ved at finde sin vej i livet, siger Kamilla Maria Jakobsen.
Fakta om hjemløshed
Hun hjælper ofte sine venner fra gaden med diverse gøremål i hverdagen. Det kan være ting som at tage med til møder på jobcenteret, køre dem til lægen eller handle ind sammen.
- Men det vigtigste er, at jeg er der. Jeg har nogle gange været den eneste til at fejre deres fødselsdag, siger hun.
Hun involverer sig personligt. Noget som socialrådgivere og psykologer holder sig fra. Det kan da også være hårdt at være venner med sårbare mennesker, hvor bekymringer og magtesløshed er en fast del af hverdagen.
- Mine venners liv kan være kaotiske, og måske kan det se håbløst ud. Men så er det min opgave at vise, at jeg heller ikke er bange for at være der midt i mørket. Nogle gange kan det være at, at jeg også kan få lov til at hive dem op af grøften igen. Nogle gange, så skal de bare vide, at der er en sammen med dem, siger hun.
Et venskab med kontraster
Et af hendes første venskaber fra gaden er med Adam Slotsgren. Han har været stofmisbruger i over 20 år, og Kamilla Maria Jakobsen kører ham ofte hen på Heroinklinikken i Odense.
Her kan stofbrugere blive behandlet med lægeordineret heroin, mens de bliver overvåget af sundhedsfagligt personale. Omkring 100 borgere om året har været tilknyttet Heroinklinikken.
Kamilla sætter stor pris på deres venskab, og hun beskriver Adam som "en af de sjoveste, som hun kender". De tager ofte i Harald Nyborg sammen, hvilket er en indkøbstur, som hun sammenligner med en tur i tivoli.
Men ifølge Kamilla Maria Jakobsen indeholder deres venskab mange kontraster. Hun ved nemlig aldrig, hvad der møder hende, når hun har en aftale med Adam.
- Adam lever jo et barskt liv, og det at vente, det er ret en indbygget del af min dagligdag. Jeg har oplevet i mange relationer, at de kan være bange for at skuffe mig, og så er det måske lettere bare at sige; jeg kan ikke alligevel og ikke dukke op, siger hun.
Se videoen nedenfor, hvor de sætter ord på venskabet.
En dybere mening
Selvom det kan have sin pris at knytte venskaber til folk, der lever en udsat tilværelse, så er det det hele værd, lyder det fra Kamilla Maria Jakobsen.
- Jeg har ikke før, og jeg tror heller ikke siden, at jeg kommer til at opleve så stor en følelse af mening.
Kamilla Maria Jakobsen ved godt, at hun hverken kan hjælpe alle med at finde en bolig eller betale deres narkogæld. For hende handler det ikke om, at hun skal redde dem.
- Nærværet er det bedste, som jeg kan give. Ingen bør føle sig alene, siger hun.