Kan give rystelser, nedsat bevægelse og stivhed: Sådan kæmper Margit mod frygtet sygdom

Flere og flere får Parkinsons sygdom, og en af dem er 72-årige Margit Jonasson. Men midt i håbløsheden finder hun glæde i et kor med ligesindede.

Stemmen er forandret, men vi snakker jo alligevel.

Sådan bliver der sunget til et helt særligt kor i Odense seniorhus en fredag formiddag. 

Her er 12 parkinsonramte og nogle af deres pårørende samlet om at synge, fordi sang kan gøre en forskel for den sygdom, der nu rammer flere og flere mennesker. 

Faktisk bliver dobbelt så mange diagnosticeret med Parkinson i dag sammenlignet med for 25 år siden, ifølge WHO. 

For tre år siden fik 72-årige Margit Jonasson samme besked. Nemlig at hun lider af Parkinson. 

- Jeg blev faktisk lidt bange, fordi man ved jo ikke, hvor hurtigt det rammer en, og hvor det ender, siger hun.

Ingen kur 

Mange forskere arbejder ihærdigt på at kortlægge den komplekse sygdom, udvikle diagnostik og behandlinger, men det til trods venter en kur ikke lige om hjørnet. 

- Når jeg sidder om aftenen og tænker på det, kan jeg da godt blive lidt deprimeret. Det er svært, siger Margit Jonasson. 

Lige nu anslås det, at 12.000 danskere lever med Parkinson, og i 2040 vil det tal være 20.000. 

Parkinsons sygdom viser sig ofte gradvist og snigende. Det kan være symptomer som rystelser, nedsat bevægelser og stivhed. Og så sætter sygdommen sig også tit på stemmen. 

- Jeg kan have svært ved at tale tydeligt og finde ordene, men det hjælper at gå til kor og træne stemmen, siger Margit Jonasson, der meldte sig ind i parkinsonkoret for cirka to år siden. 

I parkinsonkoret i Odense er der 26 tilmeldte, hvoraf otte af dem er pårørende til parkinsonramte i koret.
I parkinsonkoret i Odense er der 26 tilmeldte, hvoraf otte af dem er pårørende til parkinsonramte i koret.
Foto: Ida Alstrup Klausen

Et fynsk forskningsprojekt

Parkinsonkoret startede som en idé fra blandt andet international forskning. 

Hvad nu hvis sang kunne hjælpe på de udfordringer, som mange parkinsonramte oplever, når de skal kommunikere? 

80-90 procent af parkinsonpatienter oplever nemlig at sygdommen påvirker stemmen. 

I efteråret 2019 indledte Parkinsonsforeningen Fynskreds og Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi i Region Syddanmark derfor et forskningsprojekt under navnet "Syng med Parkinson".

- Det her er et specielt kor, fordi udgangspunktet er jo ikke sangen. Udgangspunktet er jo, at det er et sundhedskor, siger den nuværende korleder Henrik Møller Jensen, der overtog koret, efter at projektet blev afsluttet. 

I projektet viste korsangernes egne evalueringer ikke kun, at forløbet havde hjulpet med deres nuværende talefunktion. Sangen havde tilmed gjort, at de følte sig mindre begrænsede i deres stemmeudfordringer, selvom sygdommen i sagens natur gradvist bliver værre. 

- Jeg har ingen ambitioner om at blive operasanger, men hvis bare jeg kan lære at bruge stemmen, så jeg kan kommunikere med andre folk, siger Thomas Correll, der har været med i koret helt fra starten og har oplevet, hvordan det hjælper hans stemme.

- Det giver ikke alene styrke til sangen, men det giver også mere styrke til at se lidt lysere på tingene, supplerer en anden kordeltager, Henrik Broue Jensen. 

Deltagerne laver også mange fysiske øvelser, mens de træner deres stemmer.
Deltagerne laver også mange fysiske øvelser, mens de træner deres stemmer.
Foto: Ida Alstrup Klausen

Ikke kun stemmen forbedres 

Siden det fynske forskningsprojekts afslutning er parkinsonkoret i Odense fortsat, ligesom øvrige byer som Svendborg, Århus, Ishøj, København, Holbæk og Rudersdal nu også tilbyder kor for parkinsonramte. 

Korsang har ikke kun en effekt på stemmen for deltagerne. Evalueringerne fra det fynske forskningsprojekt viste også, at deltagerne oplevede en forbedring af deres livskvalitet. 

- Jeg bliver i godt humør, når vi synger sammen, og jeg tør også noget mere og får noget mere selvværd af det, siger Margit Jonasson. 

Når sangen er rundet af til dagens undervisning, slutter korets deltagere af med en bid mad sammen. Her kan de vende op- og nedture ift. den sygdom, som de alle lever med.

- Man føler sig en smule lettere, når man går herfra. Både på den ene og den anden måde, siger en af Margits medsangere Elna Thisgård Olesen.

Til dét tilføjer en anden deltager Henrik Broue Jensen: 

- Al musik giver håb.


Oversigt

    Oversigt