Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense skal have en Palæstinas Plads.
Det mener Enhedslistens byrådsmedlem Reza Javid, som vil stille det som et egentligt initiativsretsforslag i byrådet efter sommerferien.
- Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke også skulle kunne have sådan en plads her i Odense, siger Reza Java med henvisning til, at et flertal i Borgerrepræsentationen i København i marts stemte for at København fik en plads med navnet Palæstinas Plads. Pladsen blev indviet 5. april.
- Vi har en alvorlig konflikt, som vi må skabe en balance i. Vi har allerede en Israels Plads, så det kræver også en Palæstina Plads, siger han og argumenterer med, at Danmark støtter en to-statsløsning mellem Israel og Palæstina, og det mener han også Odense bør afspejle.
Reza Javids nye forslag kommer efter at et andet forslag han onsdag fremsatte i byrådet blev stemt ned. Han mente, at Odense Kommune burde bryde båndene til den israelske venskabsby Petah Tikva.
Venskabet har stået på siden 1975, men har ifølge Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har der ikke været nogen officiel kontakt mellem parterne siden 1980’erne.
Odense har dog siden 1978 haft en Israels Plads, og den fik sit navn i forbindelse med at venskabsbyen Petah Tikva i anledningen af 30-året for oprettelsen af Israel i 1978 gav Odense en sten som gave. Den står i dag ved letbanestoppet ved Odense Stadion.
Alligevel tilfreds
Forslaget fra Reza Javid blev ikke vedtaget, men et flertal i byrådet valgte at bakke op om en resolutionstekst, borgmester Peter Rahbæk Juel læste op.
I den står der, at relationen til venskabsbyen skal bevares for nu, men at den skal fortsætte passivt.
- Relationen med Petah Tikva skal fortsat være passiv, indtil den humanitære situation i Gaza er væsentligt forbedret, lyder det i teksten.
Et flertal af FN’s medlemslande anerkender Palæstina som en stat, men flere lande - inklusiv Danmark -anerkender kun en forhandling om en to-stats løsning på konflikten i Gaza imellem Israel og Palæstina, der skal give palæstinenserne retten over deres eget land. Selvom Danmarks officielle politik ikke anerkender staten Palæstina, betaler vi udviklingsbistand til dem.
Enhedslisten havde en forventning om, at forslaget ikke ville blive vedtaget. Men de er dog stadig tilfredse med udfaldet, og mener at det er et skridt i den rigtige retning.
- Det er ikke første gang, vores forslag bliver mødt med modstand, men vi fortsætter, indtil det lykkedes, siger Reza Javid.
TV 2 Fyn har rakt ud til borgmester Peter Rahbæk Juel (S), som ikke ønsker at kommentere forslaget.
Korte videoer