Kom med på OB's sorte dag: - Det gør ondt i hele kroppen

"Det er en sort dag," lød det fra Enrico Augustinus kort tid efter katastrofen indtræf. Kom med bag om OB’s nedrykning i 6. og sidste afsnit af TV 2 Fyns dokumentar “En gang Odense altid Odense”.

Håbet levede stadig i sæsonens sidste kamp i kvalifikationsspillet for OB. Håbet om overlevelse og endnu et år i landets bedste række. 

Med en sejr i Viborg og med lidt hjælp fra Hvidovre, der skulle møde Lyngby på hjemmebane, kunne OB blive i landets bedste række. Det var dét spinkle håb spillerne, staben og alle striwede hjerter holdt fast i, da OB løb på banen på Energi Viborg Arena klokken 14 lørdag den 25. Maj.

- Vi skal bare vinde den sidste kamp, lød det fra Søren Krogh, cheftræner i OB, efter sejren på hjemmebane mod Randers en uge tidligere. 

Den allersidste dans

Spillerne var iført den lyserøde dragt, staben var klædt på med anspændte miner på bænken, og de næsten 1000 medrejsende fans stod i deres stribede trøjer med en stor tro på, at det hele nok skulle gå.

- Vi skal vinde, den er ikke længere. Vi skal præstere alt det, vi kan. Jeg forventer, at vi har tre point med hjem i dag, siger Line Hartmann-Weiergang, formand for fanklubben 'De stribbede', i afsnit seks i serien 'En gang Odense altid Odense', som følger den sidste kamp tæt. 

- Vores plads i superligaen ligger også hos Hvidovre lige nu. Det er jo ikke særlig fedt. Det havde været federe, hvis vi kunne afslutte den selv. 

Det har været en lang sæson med primært nedture. Særligt på hjemmebane, hvor der skulle gå 359 dage uden en OB-sejr. Men fansene har aldrig svigtet. De har været frustreret, men de har stået på lægterne kamp efter kamp, skulder ved skuler og har skrålet med på alle sangene for at bakke deres hold op. 

Line Hartmann-Weiergang, formand for fanklubben 'De stribbede'' er ærgerlig over nedrykningen, men følger klubben uanset, hvilken række de spiller i.
Line Hartmann-Weiergang, formand for fanklubben 'De stribbede'' er ærgerlig over nedrykningen, men følger klubben uanset, hvilken række de spiller i.
Foto: Rasmus Rask

Det gjorde de også til sæsonens sidste kamp i Viborg. Og de fik, hvad de kom efter. Et OB-hold i pres mod modstanderens banehalvdel, og efter 12 minutter kunne Max Fenger bringe OB i front med 0 - 1 til stor jubel for de medrejsende fans og staben på bænken.

- Max Fenger smadrer bolden op i nettaget og giver OB de bedst mulige forudsætninger fra start, lød det prompte fra kommentatorerne på Viaplay. 

Føringen holdt i 39 minutter. Kort efter pausen bragte Viborg sig på 1 - 1. Herfra var det op ad bakke, og intet ville rigtig fungere for OB. Efter 76 minutter kom målet, der endegyldigt gjorde OB til et af årets to nedrykkere.

- Det er en fucking skandale, at vi rykker ned med det her hold. Hvad er der sket, hvorfor faldt hjulene af bussen?, lød det i podcasten Stemmer fra Ådalen, da nedrykningen var tæt på uundgåelig.

Fodbolddirektør Björn Wesström gik efter kampen ned til fansene for at takke dem for opbakningen. Det blev sidste gang, han gjorde det, fordi OB to dage efter nedrykningen opsagde samarbejdet med svenskeren.
Fodbolddirektør Björn Wesström gik efter kampen ned til fansene for at takke dem for opbakningen. Det blev sidste gang, han gjorde det, fordi OB to dage efter nedrykningen opsagde samarbejdet med svenskeren.
Foto: Rasmus Rask

Magtesløsheden efter kampen var tydelig. Hos spillerne, trænerne og hos de medrejsende fans. Det var slut, og identiteten som superligahold var brast. Kun én uge efter sejren på hjemmebane, hvor alle i kort tid havde følelsen af, at det her nok skal gå. 

Det var dér, alle fans sammen hoppede med på sejrsmelodien. Skulder mod skulder. Armene rundt om hinanden. 

Og det var dér, Aske Adelgaard til Viaplay sagde dét, alle kunne mærke i maven.

- Jeg giver altid alt, hvad jeg har. Jeg vil ikke rykke ned med min barndomsklub, derfor spiller jeg med hjertet og gør de ting, som jeg skal.

Fiaskoen, katastrofen og smerterne

Men lige lidt hjalp det. OB tabte og rykker ned i 1. division efter en kamp i Viborg, hvor håbet og troen de første 45 minutter var stor.

- Dommen er hård. OB rykker ud af superligaen for første gang siden 1998. Fiaskoen er en realitet, lød det fra Viaplays kommentering af kampen lige efter slutfløjtet.

Og realiteten var også til at få øje på hos direktør for Odense Sport og Event, Enrico Augustinus, der efter kampen troppede op til et afsluttende interview i studiet hos Viaplay. 

- Det er en sort dag. Jeg kommer lige inde fra omklædningsrummet, og det er satme slemt, siger han med tårer i øjnene.  

Helt så våde øjne havde fodbolddirektør Björn Wesström ikke, da han på et mennesketomt stadion reflekterede over nedrykningen fra landets bedste række. En nedrykning, som han i særdeleshed er medansvarlig for. 

- Jeg er øverste ansvarlige, og det har ikke været godt nok. Det gør ondt, det gør ondt i sjælen, det gør ondt i hjertet, det gør ondt i hovedet, det gør ondt i hele kroppen. 

Det blev de sidste ord fra Björn Wesström i OB-trøjen, for to dage senere meldte OB ud, at man havde opsagt samarbejdet med svenskeren. 

Smerterne sad også i fansene, men en nedrykning vil ikke på, hvem de holder med i den kommende sæson. 

- Jeg er stadigvæk formand for fanklubben, og vi støtter vores hold og vores klub uanset om, vi spiller i superligaen eller 1. division, siger Line Hartmann-Weiergang, formand for fanklubben 'De stribbede'.

I 1998 da OB rykkede ned sidste gang, vandt de den efterfølgende sæson 1. division. Det er også målet denne gang. 

Efter nederlaget til Viborg takkede OB-spillerne de mange fans for deres opbakning sæsonen igennem.
Efter nederlaget til Viborg takkede OB-spillerne de mange fans for deres opbakning sæsonen igennem.
Foto: Rasmus Rask

Oversigt

    Oversigt