Kommuner advarer: Milliontab ved stordrift

Landets seks største kommuner venter tab på op mod 100 millioner kroner på de nye udbetalingscentre.

Mens byggeriet af nye udbetalingscentre skrider frem flere steder i landet, raser borgmestrene i landets seks største byer over udsigten til at tabe penge på den forestående samling af udbetalinger i fem centre, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er dyrere for kommunerne og dårligere for borgerne. Jeg kan ikke forstå, at man laver noget så hovedløst i et oplyst samfund, siger Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S), der opgør Aalborgs samlede tab til knapt 17 millioner kroner om året.

Sammen med borgmesterkollegerne fra København, Aarhus, Odense, Randers og Esbjerg har han netop sendt et brev til socialminister Karen Hækkerup (S) med kritikken og krav om, at staten dækker deres tab på godt 100 mio. kr. årligt.

- Vi er ærligt talt ved at miste troen på, at grundlaget for at samle udbetalingerne holder, siger Johnny Søtrup (V), borgmester i Esbjerg.

- Det var netop at spare penge, og når det ikke er tilfældet, bør regeringen overveje modellen igen. Især når det også giver større afstand for borgerne, tilføjer han.

Udbetaling Danmark skal håndtere overførsler, som ikke kræver sagsbehandling - det er folkepension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelser.

Målet er en samlet besparelse på 300 millioner kroner, idet udbetalingerne koster kommunerne 865 millioner kroner om året, mens Udbetaling Danmark lover at levere samme vare til 565 millioner kroner

Men regnestykket hænger ifølge kommunerne ikke sammen. Socialminister Karen Hækkerup (S) henviser til, at aftalen om Udbetaling Danmark er indgået imellem den tidligere regering og kommunernes forening, KL.

Karen Hækkerup er åben over for at tage problemerne op ved de kommende økonomiforhandlinger.

Oversigt

    Oversigt