I det fynske folks tjeneste

Læge: - Nu bliver vi kimet ned af bloddonorer

Blodbanken på Odense Universitetshospital var tirsdag morgen i ekstrem mangel på blod. Det fik fynboerne op af stolen, og nu er der travlt med at tappe.

00:51

Afdelingslæge i Blodbanken på Odense Universitetshospital fortæller, at det vælter ind med fynboer, der tilbyder deres blod.

Tirsdag morgen slog Blodbanken på Odense Universitetshospital alarm. Alt for få bloddonerer har i det varme sommervejr meldt sig, og til TV 2/Fyn sagde Blodbanken, at manglen på blod var ved at være kritisk.

I løbet af formiddagen er artiklen fra tv2fyn.dk blevet delt hundredvis af gange på Facebook, og historien har spredt sig til medier i hele landet.

- Vi bliver nærmest kimet ned nu af donorer, der er villige til at komme og give blod, siger afdelingslæge Kristian Assing fra Odense Universitetshospital til TV 2/Fyn.

Fynboer sat på venteliste

Ved middagstid var der så travlt i Blodbanken, at telefonerne konstant kimede hos sekretærerne, mens TV 2/Fyn var på besøg. Fynboerne bliver i øjeblikket sat på en venteliste for at komme ind forbi Blodbanken for at donere blod.

Det ekstreme danske sommervejr har i de seneste uger fået fynboerne til at droppe planerne om at afgive blod. Blodbanken oplevede flere tilfælde, hvor allerede bookede aftaler blev aflyst. 

Læs også Blodbanken slår alarm: - Det er tæt på krise

Hylderne i Blodbanken var halvtomme tirsdag morgen.  Foto: Odense Universitetshospital

Når folk har været på ferie, kan det også sætte dem i karantæne, så de ikke har lov til at afgive blod.  

- I sommerferien oplever vi ofte, at donorer af gode grunde kan have svært ved at give blod. De er på ferie og har efterfølgende rejsekarantæne. Det gør, at vi kan opleve perioder, hvor blodlagrene er lidt lave - ikke kritiske, men lidt lave, forklarer Kristian Assing.

Tappelokalet i Blodbanken er tirsdag eftermiddag godt fyldt, og der er booket så mange aftaler, at en potentiel krise ser ud til at være afværget.