Letbane forklarer tekniske nedbrud: - Det er som at træde i en bananskræl

At letbanen i Odense får så mange kritiske fejl på grund af glatte skinner, er overraskende, fortæller teknisk direktør. Samme tog i andre byer oplever ikke samme problem.

Det kom ikke bag på Odense Letbane, at der faldt blade af træerne i efteråret, men det er en overraskelse, at byens letbanetog oplever så mange kritiske fejl som følge heraf.

Det forklarer Thomas Sjøgren, der er teknisk direktør i Odense Letbane.

- Udfordringen er kendt i hele verden, hvor man har løvfaldssæson. Bladene lægger sig på løbefladen. Når du kører på dem, bliver det en form for brun sæbe, der lægger sig på skinnerne, og toget får sværere ved at bremse, siger han.

- Det er lidt som at træde i en bananskræl.

Undrer sig over kritiske fejl

Sammenligner man med letbaner i andre dele af Europa, har man ikke på nuværende tidspunkt samme udfordringer som i Odense i efteråret.

Skinnerne bliver renset regelmæssigt for blade, men bladene ender alligevel i skinnerne, og det driller letbanedriften i Odense.
Skinnerne bliver renset regelmæssigt for blade, men bladene ender alligevel i skinnerne, og det driller letbanedriften i Odense.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

- Togene kører rundt i Europa uden samme problemer, og det undrer os meget, at vi har fået disse problemer. Det er en normal funktion, som bare skal fungere, fortsætter han.

Selv om fejlene opstår i forbindelse med glatte skinner som følge af nedfaldne blade, ligger problemet lige så meget i it-systemet i togene fra den schweizisk-tyske producent Stadler.

- Vi er dialog med Aarhus og Göteborg, hvor de også har Stadler-tog. Vi gør det, de andre gør, så det undrer os, at togene har disse fejl, for det burde slet ikke være et problem, siger Thomas Sjøgren.

Sprøjter sand mellem hjul og skinne

Fejlene opstår både ved nedbremsning og ved acceleration og bevirker, at togene ofte skal genstartes, hvilket er en manøvre, som tager cirka fem minutter og derfor ofte fører til forsinkelser.

- Løvfald burde ikke resultere i de kritiske fejl, vi får, så vi er nødt til at genstarte toget. Det er toget bygget til. Andre steder i Europa, hvor toget kører, oplever de samme udfordringer, men de har ikke samme kritiske fejl, som vi har oplevet, siger Thomas Sjøgren.

For at løse problemet får letbanetogene sprøjtet sand mellem skinne og hjul, så de har bedre fodfæste, når der er glat, og samtidig bliver skinnerne regelmæssigt renset for blade.

- Vi kører så ofte som muligt og renser bladene af skinnerne, og det har vi gjort ekstraordinært mange gange de seneste nætter for at dæmme op for bladene. Det er en helt normal situation, som vi har forberedt os på, men vi var ikke forberedt på, at togene skulle give kritiske fejl, siger Thomas Sjøgren.

Se tv-indslaget.
Fotograf: Ken Petersen

Leder efter årsag

Alligevel melder togene fejl, og derfor har Odense Letbane bedt om hjælp fra tyske eksperter, så der igen kan komme regelmæssigt letbanedrift i Odense.

- Vi har ikke fundet årsagen endnu, fastslår Thomas Sjøgren, der derfor også mener, at det er for tidligt at konkludere, hvem der bærer ansvaret for fejlene.

Torsdag vil Odense Letbane holde møde med Økonomiudvalget i Odense Kommune, hvor der skal laves en handleplan for, hvordan man undgår forstyrrelser i driften. I weekenden blev der sat busser ind på letbanestrækningen på grund af flere nedbrud.

I 2018 havde Aarhus Letbane lignende problemer, da den for første gang skulle køre i løvfald, men her fik man problemer løst, og løvfald har ikke drillet driften siden.

Oversigt

    Oversigt