Det er De Radikales fynskvalgte folketingsmedlem, Camilla Hersom, som melder klart ud, at partiet står parat til at give millioner til letbanen i Odense.
- Det er et fremragende projekt. Det vil styrke hele Fyn, fortæller hun til TV 2/FYN.
Pengene skal tages fra den årlige milliard til kollektiv trafik, som Dansk Folkeparti, Enhedslisten og regeringen afsatte efter, at betalingsringen rundt om København blev droppet i februar i år.
Pengene er brugt fremtil 2014, men herefter har Odense og Aalborg første prioritet, lyder det fra Camilla Hersom.
- Det er en radikal mærkesag, fortæller hun.
Dansk Folkepartis Kim Christiansen er glad for, at De Radikale bakker op om en letbane i Odense.
- Det er da dejligt, at De Radikale endelig tager del i vores politik, siger han.
Stå klar i 2020
Ifølge Anker Boye skal letbanen stå klar i 2020 og sikre forbindelse til det ny universitetshospital fra bymidten og skabe vækst på hele Fyn.