Letbaneformand om støjgener: - Jeg synes ikke, den larmer så meget

Larm fra letbanen betyder, at Odense Letbane har genhuset naboer, der var generet over larmen. Bestyrelsesformanden synes ikke, at letbanen larmer så meget, men vil undersøge det.

Tidligere fredag kunne TV 2 Fyn fortælle, at Odense Letbane har valgt at genhuse en familie fra Odense, fordi den generes af støjen fra Letbanen, som nu er begyndt at køre flere tests på strækningen. 

Bestyrelsesformanden for Odense Letbane, Jesper Rasmussen, tager det alvorligt, at en familie har følt sig så generet. 

- Der er en familie, der har givet udtryk for, at de har følt sig voldsomt forpint. Det tager vi alvorligt.

Den seneste måned har Odense Letbane modtaget 80 støjklager, og det overrasker Jesper Rasmussen.

- Det har overrasket os, de reaktioner vi har fået. De målinger, vi har lavet indledningsvis har ikke vist, at vi skulle få de reaktioner, vi har fået. Det må vi undersøge nærmere. 

- Synes ikke den larmer så meget

Genhusningen er ikke den løsning, som Odense Letbane vil stræbe efter, men de vil tage det alvorligt, når borgere føler sig forpint af letbanen, siger Jesper Rasmussen. 

- Vi genhuser ikke bare, fordi nogen vil. Vi tager nogle stikprøver, hvis folk føler sig forpint af det her, og så tager vi en snak med dem. 

- Hvis folk føler sig forpint, skal vi finde en løsning på det. Vi kan jo ikke bare sige, at det ikke passer. Vi må måle, om det ligger over de lovgivningskrav, der er, fortsætter han.  

quote Vi kan se ved de nærvedhændelser, der er, at den jo ikke larmer så meget, så alle kan høre den

Jesper Rasmussen, Bestyrelsesformand, Odense Letbane

Jesper Rasmussen synes ikke, at han har oplevet, at letbanen larmer så meget, men han anerkender borgernes bekymring. 

- Jeg er overrasket, og det kan jeg kun beklage. Jeg synes, letbanen lyder af noget, men jeg synes ikke, at den larmer meget. Men når folk siger, det rumler, er der jo en årsag, og det skal vi have undersøgt.

Nærvedhændelser er indikation på stille letbane

I 900 tilfælde siden oktober har letbanen være en del af såkaldte nærvedhændelser, som betyder, at letbanen har været tæt på sammenstød med andre trafikanter. Det er en indikation på, at ikke alle oplever, at letbanen larmer, mener bestyrelsesformanden.

Jesper Rasmussen, formand for Odense Letbane
Jesper Rasmussen, formand for Odense Letbane

Der er nogle niveauer, I måler efter, om det er for meget støj eller ikke for meget støj i forhold til lovgivning, der er. Handler det her om, at borgerne skal vænne sig til, at letbanen laver nogle lyde og larmer lidt?

- Jeg skal passe på ikke at sige, at nogen skal vænne sig til noget. Men jeg kan jo selv se, at når jeg er der, som jeg var i går, og går langs traceret, er toget der jo lige pludselig. Og vi kan se ved de nærvedhændelser, der er, at den jo ikke larmer så meget, så alle kan høre den - det kan vi registrere, ellers havde vi ikke alle disse nærvedhændelser, som vi har. 

- Så derfor bliver det jo opfattet forskelligt, men jeg vil ikke være med til, at vi ikke tager det alvorligt, hvis folk virkelig føler sig ramt af det. Fordi så må vi undersøge det, hvis de siger det. Det kommer jo ikke af ingenting. Det må vi tage alvorligt, og vi må tage nogle stikprøver langs med linjen de steder, hvor vi får påklaget, at der er noget, fortsætter han. 

Oversigt

    Oversigt