Måske sidste chance: De store pop-kanoner er kørt i stilling på Odense Stadion
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Vil du opleve en koncert på Odense Stadion, så er det med at gribe chancen i foråret. Der er nemlig ingen garanti for, at den kommer igen.
Det er længe siden, der sidst blev spillet op til koncert på Odense Stadion. Faktisk har OB’s hjemmebane ikke været vært for en koncert siden 2008.
Men det bliver der ændret på den 25 maj.
Musikken leveres af de danske kunstnere Nik & Jay, Medina, Malte Ebert og Svea S og arrangørerne af koncerten, Live Culture, er begejstrede for at kunne invitere fynboerne ind på fodboldbanen.
- Nature Energy Park er en naturlig koncert venue. For det første kan den rumme mange gæster, for det andet er den indhegnet og indeholder alle de faciliteter, som er relevante for afvikling af en koncert, skriver Henrik Frisch, kommerciel direktør hos Live Culture, i en mail til TV 2 Fyn.
Potentielt sidste koncert
Men selvom forventningerne til forårets stadionkoncert er store, så skal fynboerne ikke nødvendigvis forvente, at Odense Stadion bliver fast spillested i fremtiden.
Faktisk kan det blive allersidste gang, der spilles koncert på stadion.
- Dette kunne potentielt vise sig at være den absolut sidste stadion koncert, skriver Henrik Frisch.
I denne omgang kan koncerten lade sig gøre, fordi der skal etableres et nyt græstæppe, og det har derfor ikke betydning for OB's fodboldbane, at der afholdes koncert.
Men om det i fremtiden kan lade sig gøre at invitere publikum til musik, det er ikke skåret i granit. Det afhænger nemlig af fremtidsplanerne for stadion, som ikke ligger fast.
20.000 er målet
Men det fjerner ikke ambitionerne til koncerten den 25. maj. Håbet er at sælge 20.000 billetter, og det er ifølge direktøren ikke urealistisk.
- Stadion har tidligere haft 20.000 gæster til Elton John i 2007, og med det line-up vi stiller med, håber vi meget på en solid fynsk opbakning, som kan bringe os op i samme niveau.
Ifølge Kristian Karl, der er musikredaktør på kulturmediet Soundvenue, så har arrangørerne udvalgt kunstnere, der nok skal samle mange fynboer.
- Det er en sikker booking med store navne, som har været på scenen længe, de kan samle et bredt publikum.
Og han mener, at det er en ganske fornuftigt vej at gå, hvis man vil sikre mange klappende hænder foran scenen.
- Den her store folkelige vej, er nok ikke den dummeste vej at gå, siger musikredaktøren til TV 2 Fyn.
Nøje udvalgte kunstnere
De fire pop-navne er da heller ikke udvalgt tilfældigt.
- Vi er lidt ud over hele paletten, med netop dette line-up. Både Medina og i særdeleshed Nik & Jay, har et rigtig langt bagkatalog, med et hav af hits som alle kender, og som alle kan synge med på, skriver Henrik Frisch og fortsætter:
- Malte Ebert vundet en stor plads i danskernes hjerte, både som Gulddreng og også som den modige og charmerende artist, som tør udfordre normerne. Sidst men ikke mindst, så har vi valgt Svea S, fordi hun er en artist og sangskriver med noget på hjertet og som samtidig formår at konvertere det til nogle fantastiske sange, som allerede er ved at udvikle sig til hits.
Særlig oplevelse skal lokke gæster til
Det skorter ikke med store musikoplevelser på Fyn, faktisk har der sjældent været bedre muligheder for at opleve livemusik i verdensklasse på øen.
Her er sommerens største koncerter på Fyn - og det koster billetterne
David Guetta, Bruce Springsteen og Lukas Graham er nogle af de store navne, der kommer og spiller på Fyn i løbet af sommeren 2024. Få overblikket over de fynske festivaler.
Der er en lang række musikere, der til sommer kommer til Fyn - både store internationale- og danske kunstnere.
De fynske musikfestivaler har offentliggjort hele eller dele af programmet til sommerens festivaler og koncerter.
Men det er ikke kun sommerens festivaler, du kan gå og glæde dig til. Ud over festivalerne er der også enkeltkoncerter - blandt andet Bruce Springsteen, som skal spille på Dyrskuepladsen.
Herunder giver TV 2 Fyn dig overblikket over sommerens festivaler og koncerter.
Tryk på en festival og få mere information.
Der bliver føjet flere fynske festivaler og oplysninger til oversigten, i takt med at de offentliggør datoer og kunstnere.
Der er også festivaler, der ikke vender tilbage. Det gælder blandt andet Langelandsfestivalen, som nu er blevet udskiftet med Ø Festival Langeland - festivalen vil finde sted på Rudkøbing, ligesom Langelandsfestivalen gjorde.
Derudover starter også en ny festival i Assens, som har fået navnet "Vores Festival".
Men på trods af den hårde konkurrence, så er Henrik Frisch ikke nervøs for opbakningen til endnu en musik-fest.
Han håber og forventer, at kombinationen af musik og koncertens særlige placering, kan være med til at lokke publikum til.
- Hvis det skulle vise, at jeg tog fejl, så vil jeg føle at fynboerne har snydt sig selv for en enestående oplevelse.