Mæslingeudbrud på fynsk skole

Der er konstateret mæslingeudbrud på HF VUC Fyn, og skolen anbefaler alle elever at blive vaccineret, hvis de ikke i forvejen har været enten smittet eller vaccineret.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler alle på HF VUC Fyn i Odense at kontakte egen læge og lade sig vaccinere mod mæslinger senest mandag 25. februar.

Sundhedsmyndighederne har konstateret et tilfælde af mæslinger på skolen den 19. februar, og den smitsomme sygdom kan ramme folk, der enten ikke er vaccineret eller tidligere har været smittet. 

Det skriver skolen i en besked til sine elever.

Mark Lodberg, kommunikationskonsulent hos HF & VUC i Odense siger til TV 2 Nyhederne, at det er en administrativ medarbejder på uddannelsesinstitutionen, der er blevet smittet med mæslinger.

 

I en besked til alle på skolen oplyser HF VUC Fyn, at der er konstateret mæslinger på skolen.
I en besked til alle på skolen oplyser HF VUC Fyn, at der er konstateret mæslinger på skolen.
Foto: HF VUC Fyn

 

Gives vaccinen efter den 25. februar, vil den formentlig ikke have nogen virkning i forhold til at forebygge sygdom i forbindelse med den konkrete smitterisiko på HF VUC Fyn.

Styrelsen for Patientsikkerhed råder dog til, at man lader sig vaccinere, selvom man ikke kan nå det mandag, da der i øjeblikket er flere tilfælde af mæslinger på Fyn.

Symptomer på mæslinger

Mæslinger er en akut sygdom, der normalt begynder med høj feber, forkølelse, hoste og øjenirritation i nogle dage. Temperaturen kan herefter falde til normalt niveau og senere stige igen.

 

 

Omkring fjerdedagen optræder et storplettet udslæt, der breder sig over kroppen. Sygdommen er normalt overstået efter en uges tid. I sjældne tilfælde kan komplikationer føre til lungebetændelse. En alvorlig, men sjælden komplikation er hjernebetændelse.

Fra man er smittet, til de første symptomer viser sig går der 8 til 11 dage. Fra smittetidspunktet går der cirka 14 dage, inden udslættet viser sig. Patienter kan smitte fra de første symptomer viser sig indtil fem dage efter fremkomst af udslæt.

Har du brug for at tale med en læge, er det vigtigt, at du tager telefonisk kontakt og ikke møder fysisk op til konsultation, da mæslinger er en aldeles smitsom sygdom.

Oversigt

    Oversigt