Min mening: Letbanen 2 er et tåget eventyr

Ideen med at tro at Letbanen 2 til Vollsmose er løsningen på Vollsmoses problemer med arbejdsløshed, integration og kriminalitet er ikke korrekt.

Af Araz Khan, kandidat for Venstre, Odense 

Vollsmose er desværre den del af Odense, der oftest er genstand for en negativt ladet debat. Jeg har selv boet 10 år i Vollsmose og haft min skolegang der. Løsningen på integrationsproblemerne er blevet fremført som et argument for letbanen 2 - og at letbanen kan knytte Odense NØ tættere sammen med resten af Odense.

Letbanen 2, som en løsning på problemerne i Vollsmose, kan jeg ikke støtte.

Min mening - på vej mod valg

De anslåede omkostninger for anlægsarbejdet for Letbane 2 mod Vollsmose er i dag anslået til DDK 1,485 Mia. (Samlede anlægs- og driftsrelaterede anlægsudgifter). Sagen er, at ingen ved, hvad den endelige pris bliver.

At man nu kan lade cyklen være derhjemme og hoppe på letbanen skaber ikke en bedre synergi i Odense og løser hverken arbejdsløsheden eller integrationsproblemet, der har hersket i Vollsmose i årtier.

Hvad har en letbaneforbindelse i virkeligheden med arbejdsløshed, integration og kriminalitet at gøre?

50 % af beboerne i Vollsmose i dag står uden for arbejdetsmarkedet, og dertil er der i Vollsmose en kriminalitetsrate på 2.74. Disse to faktorer opfylder ghettokriterierne. Desuden er mere end 76 % af beboerne af anden etnisk herkomst, hvilket styrker et uhensigtsmæssigt parallelsamfund, der gør forholdet i Vollsmose endnu sværere at vende.

Jeg er ikke i tvivl om, at jobaktivering i området er en nødvendighed for at kunne vende forholdene i Vollsmose. Der er af flere omgange blevet iværksat jobaktiveringsinitiativer i Vollsmose, men disse har været af en svag karakter. Det er på tide, at vi investerer de tiltrækkelige midler for at kunne gøre en forskel, og ønsker man ikke at følge disse programmer, skal det have en økonomisk konsekvens.

At få flere i arbejde vil have den positive følgevirkning, at der bliver skabt en dominoeffekt i Vollsmose, blandt andet i form af bedre integration, da disse medborgere nu kommer ud og interagerer med forskellige mennesker på arbejdsmarkedet til gavn for dem selv, deres børn og velfærden i Odense.

Arbejdsløsheden skal vendes gennem vedvarende jobaktivering, virksomhedskontakt og uddannelse. Dette er ikke noget der sker over natten, men er et tiltag der skal holdes til ilden over længere tid således, at medborgerne i Vollsmose føler en naturlig og frivillig indgang til arbejdslivet. De socioøkonomiske omstænder vil ændres positivt, hvis flere kommer i arbejde, hvorfor investeringer i området ligeledes vil blive mere attraktivt. Der er nemlig potentiale i Vollsmose, og netop det skal vi have udnyttet på arbejdsmarkedet.

Jeg vil hellere bruge ”letbane 2” omkostningerne på velfærd, som kommer hele Odense Kommune til gode, end på syv letbane-stop i Vollsmose.

Oversigt

    Oversigt