- Moral er jo elastik i metermål: Fuld opbakning til DI Fyn-formand efter omdiskuterede udtalelser

Hele bestyrelsen i Dansk Industri har fortsat fuld tillid til formand Poul Strandmark, som har været udsat for hård kritik, efter at han undlod at tage klar afstand fra det moralske aspekt i LH Gulves brug af bedrageridømt underentreprenør.

Poul Strandmark, administrerende direktør i virksomheden Bluepack, fortsætter som formand for Dansk Industri på Fyn.

Det står klart, efter at bestyrelsen i Dansk Industri på Fyn har været samlet og er nået frem til, at der fortsat er fuld tillid til ham. Det oplyser DI Fyn i en pressemeddelelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt Poul Strandmark fortsat var egnet til som formand at repræsentere det fynske erhvervsliv, opstod, efter han 15. november udtalte sig til Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn.

Her kommenterede han skandalesagen, hvor det er blevet afsløret, at et af de helt store navne i fynsk erhvervsliv, Dan Virkelyst Johansen, og hans firma LH Gulve på trods af advarsler i årevis havde samarbejdet med en yderst suspekt og bedrageridømt underentreprenør fra Hamborg. Også i Danmark har underentreprenøren slået sig løs med de velkendte metoder fra Tyskland - sort økonomi, underbetaling af østarbejdere og en række konkurser, hvor millionbeløb på mystisk vis er forsvundet.

Dan Virkelyst Johansen var på det tidspunkt næstformand i DI på Fyn og formand for DI Byggeri på Fyn, og mens andre rejste spørgsmålet om, hvorvidt han i lyset af afsløringerne kunne fortsætte tillidsposterne i Dansk Industri, så lød der ubetinget opbakning til Dan Virkelyst Johansen fra Poul Strandmark.

- Jeg har fortsat fuld tillid til Dan Johansen. Der er intet juridisk angribeligt i denne her sag, sagde han, og svarede videre, da han blev spurgt til det moralske aspekt i sagen:

- Moral er jo elastik i metermål. Jeg har én moral. Du har en anden moral. Andre mennesker har en tredje moral. Hvem skal bestemme, hvad der er det rigtige?

Trak sig efter pres

Poul Strandmarks udlægning af morals betydning var det dog ikke alle, som var enige i, og flere tunge stemmer fra store odenseanske virksomheder begyndte at kræve Dan Virkelyst Johansens afgang.

Dagen efter, den 16. november, blev presset så stort, at Dan Virkelyst Johansen trak sig fra alle sine tillidsposter i Dansk Industri.

Men der lød samtidig også krav om, at Poul Standmark måtte trække sig på grund af hans opbakning til Dan Virkelyst Johansen og opsigtsvækkende udtalelse om moral.

Den del af kritikken har Poul Strandmark ikke ønsket at forholde sig til trods flere henvendelser fra Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn, men på det bestyrelsesmøde i DI Fyn, der fandt sted forleden, blev spørgsmålet altså drøftet, bekræftes det nu i den pressemeddelelse, som Dansk Industri har udsendt.

Umiddelbart fremgår det ikke, hvad der nærmere blev sagt fra Poul Strandmarks side, men ifølge avisens oplysninger blev han spurgt ind til sine udtalelser og kom med en forklaring, som den øvrige bestyrelse tilsyneladende kunne stille sig tilfreds med.

Strandmark tavs

Af pressemeddelelsen fremgår det, at bestyrelsen hos DI Fyn "bekræftede hinanden i, at vi naturligvis tager kraftig afstand fra social dumping" og at "en enstemmig bestyrelse bakker op om, at vi som danske virksomheder altid bestræber os på at arbejde efter højeste standarder inden for etik og moral og fortsat vil gøre os umage for kontinuerligt at forbedre eventuelle processer inden for de områder."

Det, som dog ikke fremgår, er hvordan den udtalelsen fra bestyrelsen hænger sammen med Poul Strandmarks opbakning til LH Gulve og Dan Virkelyst Johansen - og hvordan det hænger sammen med Strandmarks udtalelser om, at moral er elastik i metermål.

Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har igen forsøgt at få Poul Strandmarks kommentar til, om DI Fyns bestyrelses udtalelse betyder, at han nu tager afstand fra sine egne tidligere udtalelser om moral.

Poul Strandmark har ikke reageret på henvendelserne.

Oversigt

    Oversigt