Nøgen mand smadrede stjerne på Heartland - nu lyser den igen i Odense

Hele december vil stjernen lyse op i Munke Mose i Odense. Kunstværket blev smadret i sommer på Heartland Festival.

I Munke Mose i Odense er der i weekenden blevet sat et kunstværk op på en af søerne. Der er tale om en farverig stjerne, der lyser området op. Det fortæller manden bag værket Magnus Fuhr fra kunstgruppen Chaos Engine. 

Stjernen var i sommer sat op på søen ved Egeskov Slot i forbindelse med Heartland Festival. 

Her svømmede en nøgen festivalgæst ud til stjernen og kravlede op på den under musikfestivalen. Det kunne den ikke holde til, så stjernen blev ødelagt og sank. Siden er den blevet restaureret og forbedret. 

- Vi har givet den nogle nye ben. De var fuldstændig ødelagte, siger kunstner Jesper Bogaard, der også er en del af Chaos Engine. 

Vurderet til 300.000 kroner

Den nøgne festivalgæst, der ødelagde stjernen, har i weekenden været med til at sætte stjernen op og har undskyldt for episoden på Heartland Festival. 

Chaos Engine er kendt for at lave større kunstinstallationer til en række festivaler, blandt andet det velkendte Tinderbox-logo. 

Stjernen vurderes til at koste op imod 300.000 kroner og er blevet sat op i et samarbejde med Kultursekretariatet i Odense. 

Kunstværket har tidligere været sat op på Siloøen i 2017, på Skovsøen i 2018 og altså ved Egeskov Slot i 2019. 

Magnus Fuhr og Jesper Bogaard fra kunstgruppen Chaos Engine fortæller her om redningen af Stjernen.

 

Oversigt

    Oversigt